Ærø og Sønderborg styrker samarbejdet
Gennem de senere år har Ærø Kommune og Sønderborg Kommune udviklet et stadig tættere samarbejde.
Nu er samarbejdet blevet formaliseret i et ”Letter of Intent”, der er godkendt i begge kommuner.
De to kommuner er enige om, at det er en forudsætning for samarbejdet, at der er en effektiv færgeforbindelse mellem Ærø og Als samt en effektiv busbetjening af færgeafgange og –ankomster på såvel Ærø som Als. De er desuden enige om, at samarbejdet skal fokusere på konkrete udviklingsprojekter, der har værdi for begge parter.
Udviklingsprojekterne skal udvikles i relation til temaerne turisme, studie- og bomuligheder, kultur til borgerne og energi og miljø.
Ærøs borgmester, Jørgen Otto Jørgensen, er glad for, at samarbejdet nu bliver formaliseret og gjort mere konkret.
"Nu sættes der retning på samarbejdet, og det betyder, at vi kan komme i gang med målrettede projekter, der er til gavn og glæde for borgerne i begge kommuner," siger Jørgen Otto Jørgensen.
Stephan Kleinschmidt, udvalgsformand for kulturel og regional udvikling i Sønderborg, er helt på linje med Ærøs borgmester:
"Vi har mange sammenfaldende interesser, og jeg er sikker på, at denne aftale kommer til at sætte mere skub i konkrete samarbejdsprojekter. Det kommer bl.a. til at handle om samarbejde om kystturisme, uddannelser og klima og energi," siger Stephan Kleinschmidt.