Byt en bog i containeren på Fredericia C
Fredericia Bibliotek har lanceret et nyt og bæredygtigt koncept
Fredericia Bibliotek er i juli måned rykket ind i en container på FredericiaC. En luksus-container med terrasse, liggestole, parasoller - og naturligvis bøger og magsiner. Tanken er en moderne byttecentral, som går imod brug-og-smid-væk kulturen.
”Har du læst en god bog, kan du tage den med herned og bytte den ud med hvilken som helst bog i containeren,” fortæller Marion Tirsgaard, Fredericia Bibliotek.
Litteratur er noget vi er fælles om, lyder budskabet. Og har man en hel stak bøger, som man synes andre skal have glæde af, er man velkommen til at stille dem i containeren.
På sigt håber biblioteket også at kunne etablere nogle små boghuse rundt i byen.
”Her er det planen, at vi vil videreføre konceptet 'tag en bog – giv en bog'. De små boghuse skal indeholde 20-25 bøger. Selve idéen med at give bøgerne videre, hvor de cirkulerer i byen, vil vi gerne arbejde videre med – som en moderne byttecentral.”
I containeren kan man også lade sig inspirere af en ny måde at finde bøger på, ”Gå din litteraturtype”, som guider dig hen til de bøger man har lyst til her og nu. På gulvet er der linet spørgsmål og pile op.
”Så når man kommer ind, kan man svare på, om man læser bøger. Hvis man ikke gør det, kan man lige så godt gå med det samme. Svarer man ja, bliver man spurgt, om man læser højt for nogen. Svaret kan føre dig over til børnebøger og billedbøger. Ellers går man videre til spørgsmål om kærlighed eller frikadeller - fantasy og science fiction eller krimier, biografier og faglitteratur. Og kan man ikke bestemme sig, har vi en rodebunke,” lyder det fra Marion Tirsgaard.
Containeren bliver normalt brugt i forbindelse med krydstogtskibenes besøg, men dem er der ingen af i juli.
”Bliver bibliotekscontaineren en succes, er der mulighed for at rykke over i en anden container,” siger Marion Tirsgaard, der opfordrer alle fredericianere til at slå et smut forbi containeren med en bog.
”Har man lige en halv time til overs, så kom og slå dig ned.”