Nyt kursus forbereder unge over 18 år
VUC Fredericia, EUC Lillebælt og SOSU Fredericia vil hjælpe unge ind på erhvervsuddannelser.
Det skal ske gennem det nye forløb, EUD Forberedende. Målet med forløbet er at forberede unge over 18 år til at søge optagelse på den erhvervsuddannelse (EUD), de drømmer om.
”Forløbet er designet til unge, der ikke tidligere har opnået 2 i gennemsnit i dansk og matematik, eller på anden måde er forhindret i at blive optaget på den erhvervsuddannelse, de ønsker sig,” siger Ole Lundgaard Laursen, VUC Fredericias ansvarlige i udviklingen af forløbet.
Den nye erhvervsskolereform per 1. august gør, at unge ikke længere kan optages på erhvervsuddannelser uden at have 2-tallet, der er minimumskrav.
EUD Forberedende er et 18 ugers kursus, som skal klæde unge, der ikke har 2 i gennemsnit i dansk og matematik, på. Forløbet er SU-berettiget, så de unge bliver studerende på lige fod med andre unge.
Udviklingsarbejdet er et samarbejde mellem IBC/VUC Fredericia og erhvervsuddannelserne på EUC Lillebælt og SOSU Fredericia, som en stor del af målgruppens unge forventes at søge om optagelse på, hvis de består EUD Forberedende-kurset.
”Målgruppen har brug for den særlige opmærksomhed. Når samfundets krav til alle typer unge stiger, skal kompetencerne jo følge med,” siger uddannelsesleder for SOSU i Fredericia, Dorthe Bonderup.
”Vi ser frem til at videre udvikle forløb, som passer til de målgrupper, vi og SOSU har til vores uddannelser,” siger uddannelsesleder på EUC Lillebælt, Jesper Norvang.
Premiereforløbet begynder den 17. august. Kursister optages løbende, så interesserede kan træde ind, når de ønsker. Hvis de optages sent i efteråret eller ikke består i første omgang, kan de deltage i forløbet igen.