Fortsæt til indhold

Haderslev hjælper Nepals børn

I Haderslev Kommune kom der 30.171 kroner i indsamlingsbøtterne til SOS Børnebyernes landsindsamling

Arkiv
Mette Henriksen

I april måned ramte det værste jordskælv i 81 år Nepals befolkning. I Haderslev Kommune har borgerne ydet et flot og vigtigt bidrag til hjælpearbejdet i det fattige land.
Det oplyser SOS Børnebyerne, der har gjort op, hvordan indsamlingsresultatet er fordelt rundt omkring i landet. Hele 30.171 kroner er det blevet til fra Haderslev Kommunes borgere. Her har 27 været på gaden for at hjælpe
”Mange børn stod alene efter jordskælvet. Takket være den flotte opbakning kan vi nu hjælpe børnene mange år frem. Vi er utroligt taknemmelige for støtten,” siger direktør i SOS Børnebyerne Paula Guillet de Monthoux.

Det går pengene til

Halvdelen af de indsamlede midler er øremærket indsatsen i Nepal. Resten bruges til fordel for udsatte og forældreløse børn andre steder i verden, hvor behovet for hjælp kan være ligeså stort.
SOS Børnebyerne arbejder alle steder for, at udsatte og forældreløse børn kan få en tryg opvækst i en kærlig familie. Enten ved at give forældreløse børn en kærlig opvækst i en SOS-børneby. Eller ved at forebygge, at børn mister deres forældre gennem langsigtet støtte til fattige og udsatte familier.
”En kærlig familie er altafgørende for børns evne til at udvikle sig til sunde og glade voksne. Ingen børn må vokse op alene,” siger hun.

Mistede både mor og far

Et af de børn, der har nydt godt af hjælpen, er Lila på 10 år. Hun mistede begge sine forældre i jordskælvet i Nepal og har nu fået en ny familie og en SOS-mor i en børneby øst for Nepals hovedstad Kathmandu.
Selvom der går længe endnu, inden hun igen er en glad pige med mod på livet, er der nu voksne, der våger over hende og passer på hende.
Lilas forældre døde, da huset styrtede sammen omkring dem. Med støtten fra landsindsamlingen og de øvrige donationer, som SOS Børnebyerne har modtaget, er Lila nu sikret en kærlig barndom i børnebyen indtil hun er voksen og kan klare sig selv.
Siden jordskælvet har SOS Børnebyerne uddelt flere end 1.500 nødhjælpspakker med kogegrej, tæpper og mad. 25 børnevenlige områder er blevet oprettet og tusinder har fået hjælp. Derudover er 32 børn som Lila nu i sikker varetægt hos SOS Børnebyerne.
Landsindsamlingen er SOS Børnebyernes første nogensinde og indbragte i alt 5,5 mio. kroner. Derudover har børneorganisation modtaget 6 mio. kroner til indsatsen i Nepal, der kommer fra fra virksomheder, fonde og privatpersoner.
Paula Guillet de Monthoux håber, at der også til næste år vil være rigtig mange i Haderslev og omegn, der har lyst til at deltage. I alt var lidt over 4.200 danskere i år på gaden i den gode sags tjeneste. Landsindsamlingen finder næste år sted den 15. maj på FN's Familiedag.

Fakta
Situationen i Nepal

ŸFlere end 8.600 er omkommet siden jordskælvet den 25. april
ŸJordskælvet målte 7,8 på Richterskalaen og blev efterfulgt af adskillige efterskælv
ŸFødevarepriserne i landet er siden jordskælvet steget med 22 procent
SOS Børnebyerne i Nepal
Ÿ Har arbejdet i Nepal siden slutningen af 1960'erne
Ÿ Har taget imod 32 forældreløse børn i organisationens SOS-børnebyer
Ÿ Hjulpet 2.000 børn i de 25 børnevenlige områder, som er blevet oprettet efter jordskælvet
Ÿ Uddelt 1.500 home-in-a-box bestående af tæpper, kogegrej, tandbørster, mad til fire personer i to uger, med mere.
Ÿ Er klar til at bygge eller renovere 300 huse i Katmandudalen og venter nu på grønt lys fra regeringen