Fortsæt til indhold

Forstaden Bredsten

Arkiv
Jørgen Flindt

Året er 2075. Køretøjet tændes, og brintatomerne ruller rundt i motoren. Bilen flyver lavt hen over asfalten, og du skal ud til den yderste forstad af Vejle.
Bredsten.
Du kører ud gennem ådalen. For enden af bydelen Trædballe kører du gennem Firmasportparken, der ligger til venstre for dig. Bag parken kan du skimte alle rigmandhusene ved Kongens Kær og Sandagerbakken, og i bydelen Skibet ligger alle højhusene nær den gamle kirke.
Mellem højhusene ligger Haraldskærparken og sveder i sommervarmen. Det er søndag, og borgerne er trukket ned i parken, hvor åen slænger sig igennem. Den ældre generation mødes i parken for at træne deres hals og nakke, som blev ødelagt dengang 60 år tidligere, da de var unge og hele tiden kiggede ned i deres mobiltelefon.
Åh, kan I huske den tid, hvor man kommunikerede ved hjælp af en fysisk lille dims kaldet en mobiltelefon. Det var tider.
Længere ude på turen starter det store erhvervsområde 'Kærbølling', og endelig ankommer du til Bredsten, hvor Vejle ender. Eller begynder om man vil.
Ja ja, måske er det lige lovligt tænkt, disse ord, men bare i år er knap 700 nye borgere flyttet til kommunen, hvoraf mange af dem til byen Vejle. Og fortsætter tendensen så smelter Vejle sammen med byer som Engum, Bredal, Skibet, Nørre Vilstrup og Andkær indenfor en generation.
Og hvorfor ikke. Danskerne vil bo i store byer, og har vi ikke nok af dem, må vi opfinde dem. Og Vejle er da et nærliggende som et bud på en ny storby, for bare det, at der kommer cirka 1000 nye borgere til kommunen hvert år, er selvforstærkende.
I så fald skal byen jo udvides, og det er så den store udfordring. Bredballe kan vokse. Vinding lige så. Nørremarken og Uhrhøj kan også, mens Søndermarken og Grejsdalen vist er umulige at gøre alt for meget ved.
Og så er der ådalen. Der kan man da vokse mod vest. Men sikke da nogle udfordringen, der venter. Byer med 100.000 indbyggere kræver en ringvej, hvilket bare er skide svært her i det knoldede ladskab. Og hvad med et kommende letbane eller undergrundsbane.
Interessant udfordring med bakker som Kiddesvej og Jennumbakken. Og hvad med midtbyen? Den skal udvides på en eller anden måde, hvad selvfølgelig vil ske langsomt og løbende. Måske Vestbyen og det (i dag) nye havneområde bliver en slags Vesterbro eller Østerbro på sådan en københavneragtig måde med nye caféer, spillesteder og den slags, som giver en bydel sit eget liv.
Måske er der en chance for, at Vejle Boldklub spiller i den bedste række, og stadion er blevet udvidet. Men er det til det gamle i Nørreskoven, eller er der bygget et nyt stadion ved den nye forstad, Engum?
Ja, ja, til den tid er verden helt forandret. 60 år kan gøre vildt meget ved et land og en by.
For 60 år siden var det år 1955, og dengang var Finlandsparken kun en idé i hovedet på nogle fremsynede personer. Dengang gik man på Moulin Rouge og dansede til levende musik, og dengang handlede man i en af de der mange små købmænd, som hver bydel havde så mange af. Det var dengang, og hvordan verden ser ud om 60 år vides jo overhovedet ikke, men en sjov tanke er det da, at Vejle er på vej mod storbyens glæder og kvaler.