Idræt i dagtimerne kommer til Skibet
Fredag den 20. februar klokken 9-11 er der for første gang Idræt i dagtimerne i Skibet Hallen i samarbejde med Skibet IF. Idræt i dagtimerne findes i ni byer i kommunen, så Skibet bliver nummer 10. Det er for alle uanset alder og form. Der kan spilles badminton, volley, hockey, curling, dart og billard.
Opskriften er glad motion og hyggeligt samvær. Koordinator er Mogens Johansen fra bestyrelsen i Skibet IF, der sammen med et team af frivillige vil stå for aktiviteterne i Skibet. Desuden tilbydes svømning i Vingsted hver tirsdag klokken 11-12.
”Vi er rigtigt glade for at kunne tilbyde lokalbefolkningen i og omkring Skibet et godt og gennemprøvet koncept, der giver velvære og sjove, fælles oplevelser. Målet er at gøre inaktive borgere aktive. Der lægges stor vægt på det sociale, og at alle tilbuddene er på motionsplan,” fortæller lederen af Idræt i dagtimerne, Lars Damgaard, der startede motionskonceptet for over 25 år siden.
”Den lokale forankring er vigtig for projektet. Vi kaster ressourcer og know-how ind i starten, men det er de lokale ildsjæle, der står for den daglige drift, så tilbud og aktiviteter passes ind i den lokale sammenhæng. En del af populariteten ligger i, at vi flytter ud til lokalområdet, hvor folk er glade for at komme og være med,” fortæller Lars Damgaard.
Prisen for at deltage i forårssæsonen er 150 kroner, men det er gratis at komme og prøve, om det er noget for dig.
Idræt i Dagtimerne arbejder tæt sammen med Sundhedscenteret Vejle. Det betyder, at borgerne efter endt genoptræning kan forsætte med motion i lokalområdet. Idræt i dagtimerne Skibet er et samarbejde mellem Skibet IF, lokale ildsjæle og Idræt i dagtimerne Vejle.
Mere om Idræt i dagtimerne i Skibet på iidvejle.dk eller Facebook.