Cykler for øllet
For at udbrede kendskabet til det danske øl, drog Tour de Bière på en lang cykeltur
35 ølentusiaster var i sidste uge på cykeltur fra Silkeborg til Næstved. Cirka 650 kilometer - blot for at udbrede kendskabet til det gode danske øl. Undervejs fyldte rytterne depoterne op på 25-30 bryggerier, som var indlagt på ruten. En af etaperne gik til Fredericia, hvor Tour de Bière - som holder hedder - blev mødt af lokale håndbryggere. Holdet besøgte også Tuborg, ølafdelingen hos Kvickly i Middelfart, Indslev Bryggeri og Magtenbølle Honning og Mjød ved Vissenbjerg.
Lokalavisen stødte på holdet ved Naturcenter Hindsgavl. Uden at fornærme nogen må vi konstatere, at der var en del 'dunke' blandt rytterne - og her taler vi ikke om drikkedunke... Men ølentusiater er livsnydere, og forsømmer ikke chancen, når et godt glas humle byder sig til.
“Vi får serveret nogle meget spændende øl. Turen er dog ikke ren afslapning. Husk, at vi kører omkring 650 kilometer på en uge,” lød det fra 'holdejeren', Hans Peter Jepsen, der vægter turens kammeratskab lige så højt som øllet.
“Alle på holdet er interesseret i øl. Fælleskabet og stemningen er ubeskrivelig, vi hjælper hinanden undervejs og er i øvrigt meget opmærksomme i trafikken.”
Fra Middelfart deltog blandt andre Jørgen Henriksen. Han er med i arrangørgruppen 'Tourjuntaen' og erkender, at alkohol og trafik kan være en dårlig kombination.
“Men vi nyder kun små glas - i moderate mængder. Efter dagens etape får vi så et par store glas fra bryggerierne, vi har besøgt, og snakker om dagens oplevelser. Vi har forskellige professioner, men her på turen er vi ens. Fællesskabet om det gode øl er fantastisk,” siger Jørgen Henriksen, der er med på holdet for tredje gang.
Til daglig er han pølsemager i Kvickly i Middelfart, hvor han også står for indkøb af specialøl.
“Jeg ser Tour de Bière som lidt af en studietur, hvor jeg måske får øje på et par interessante øl, der skal med i supermarkedets sortiment.”
Der er hyggeligt ved Naturcentret, men med respekt for tidsplanen sætter alle sig på cyklerne - tæller til tre og råber i kor: Højt skum. Og så er de på vejen igen.