Tre DM-medaljer til Køge BMX Klub
Klubben fik sin første Danmarksmester - til 6-årige Mathilde Holmgaard
CYKELSPORT: Køge BMX Klub stillede til start med hele 27 kørere og var derfor den fjerde bedst repræsenterede klub i Danmark ved DM i Hadsund.
Det blev en weekend på godt og ondt, hvor der var mere modvind end medvind for Køge BMX klub i kampen mod heden og styrt, men alligevel lykkedes det at indfri målet om 3 medaljer – en af hver guld, sølv og bronze.
Klubben kan derfor nu prale af, at have fået sin første Danmarksmester og tilmed en af klubbens yngste kørere – Mathilde Holmgaard som stillede op i piger 6 år og under. Det var en nervepirrende finale, hvor Mathilde Holmgaard kæmpede for at hænge på og med suveræn opbakning fra samtlige 27 køreres forældre og familie lykkedes det at bære Mathilde Holmgaard frem og på sidste langside satte hun slutspurten ind og tog førstepladsen med en halv cykellængde, hvilket fremkaldte et massivt jubelbrøl som endnu engang manifesterede det fantastiske sammenhold og opbakning der er i klubben.
Samme spænding var der i piger 15 år, hvor Amanda Hæe kæmpede helt til målstregen, og på fornemmeste vis forsvarede hendes sølvmedalje fra sidste års DM. Endelig var Sille Rasmussen tilbage ved DM, efter at en brækket arm havde holdt hende ude sidste år. I suveræn stil genvandt Sille Rasmussen sin bronzemedalje i piger 10 år.
DM er foruden kampen om medaljer og titlen som Danmarksmester også løbet, hvor der køres om næste års nummerplader fra 1-10 og med hele 24 kørere i finalerne, heraf 14 i A-finale, så lykkedes det Køge BMX Klub at indfrie målsætningen om konstant fremgang.
Havde der været lidt mere held på dagen, så var det blevet til endnu flere medaljer, idet hele 5 kører fik den virkelig hårde 4. plads. Det endelige resultat blev dog, at hele 17 nye nummerplader kom med hjem til klubben samt de endnu vigtigere personlige sejre.
Ved dette års DM blev Simone Christensen hædret for en hendes fantastiske resultat i Baku som historiens første European Games vinder og velfortjent kørte hun sig samtidig til titlen som Danmarksmester. Det bliver derfor utrolig spændende at følge hende til VM i Belgien om 14 dage, hvor medaljehøsten forhåbentlig fortsætter.
Det var et fantastiske setup i Dragon BMX klub - Hadsund - og en virkelig flot og udfordrende bane, hvor kørerne i den grad gik til stålet og gav den max gas, men den største modstander ved dette års DM var nok det fantastiske sommervejr med den stædigt stikkende og insisterende sol som sendte flere af klubbens kørere midlertidigt til tælling. Værre gik det for en af klubbens helt store medaljehåb, som i et grimt styrt brækkede kravebenet, hvilket betyder ufrivillig pause på 3 måneder og farvel til EM, VM og NM for hans vedkommende.
Med alvorlige styrt til både Europacup løbet i Bjerringbro i juni og DM i Hadsund er klubbens deltagelse ved EM næste weekend reduceret til to kørere og 8 kørere til VM i uge 30, men opbakningen er ikke mindre af den grund og har man lyst til at følge Køge BMX Klub - så kik ind på klubbens facebook side ”Køge BMX Klub”.
pm