“Forvent ikke, at verden kommer strømmende”
Christiansfeld bør forberede sig på, at nyhedens interesse læggersig
Interessen for Christiansfeld har været enorm, siden optagelsen på UNESCOs verdensarvsliste, men byen skal formentlig også forvente, at det snart bliver hverdag igen.
Sidste år var Vadehavet nyt navn på listen, og der var da også en ganske massiv turisttilstrømning umiddelbart efter udnævnelsen, men derefter dalede interessen til det normale niveau.
“Vi var forberedt på, at der ville komme flere mennesker, men man skal ikke være bange for at blive løbet over ende. Vi oplevede et boost, men ikke mere end området kan klare
Så vidt jeg ved, er der ikke forskningsmæssigt belæg for at sige, at turismen stiger med optagelsen i UNESCO. De lokale skal nok blive ved med at komme, men verden kommer altså ikke bare strømmende af sig selv,” fortæller projektkoordinator ved Naturstyrelsen Anne Husum Marboe.
Festen stopper
Ved Vadehavet arbejder de med bæredygtig turisme, som betyder, at området både sørger for at tilgodese, at turisterne oplever den nødvendige formidling af området samtidig med, at naturen skånes bedst muligt, og der ikke slides unødvendigt på verdensarven. Desuden skal lokalbefolkningen også tilgodeses, så status som verdensarv bliver et løft for området i stedet for en gene for de lokale beboere. Det er enormt vigtigt i forhold til at fastholde interessen, for hvis den ægte oplevelse udebliver, så udebliver turisterne også.
“Det vigtige er jo ikke længere, hvordan man bliver udnævnt til verdensarv, men hvordan man lever op til den udnævnelse. Når man er verdensarv, så har folk også meget høje forventninger. Man får måske lidt flere kunder i butikken kortvarigt, men når festen har lagt sig, så skal man i stedet til at tænke over, hvordan man vil fortsætte med at tiltrække folk, og det gør man ved, at man stadig har en god historie at fortælle,” siger Anne Husum Marboe.
UNESCO definerer bæredygtig turisme, som “turisme der respekterer både de lokale beboere og de rejsende, kulturarven og miljøet”