Fitness i sommerferien er et hit blandt børn og unge
Mens forældrene arbejder bruger børnene tiden i motionscenter
Sveden løber ned over panderne på Mads, Caroline og de 21 andre børn, mens de forsøger at svinge hofteren i takt til musikken. Lige nu står der dans på programmet - tidligere på ugen har det været pump, fodbold, orienteringsløb, yoga og styrketræning, som skulle testet.
Børnene her bruger en uge af deres sommerferie på fitness hos Fit og Sund i Bramdrupdam:
“Man kommer ud og prøver en masse nye ting, og møder nye venner. Og så er det her meget sjovere end at ligge hjemme i sengen og sove”, smiler Mads Køpke, og Caroline Marstall er enig:
“Jeg meldte mig, fordi det lød sjovt, og så er det godt at bruge sin ferie på at lave motion, så man ikke bliver tyk”.
Fitness for børn
I løbet af ugen får børnene blandt andet mulighed for at prøve kræfter med styrketræning på maskinerne, som normalt er forbeholdt de voksne. Og de 23 børn i alderen 9-13 år hiver og trækker løs i de forskellige installationer:
“Det er rigtig sjovt at prøve. Også fordi vi prøver nogle ting, som vi ikke er vant til”, fortæller Caroline, hvis mor var helt misundelig over, at datteren skulle i skoven og løbe orienteringsløb, mens hun skulle på arbejde.
Det er anden gang, at Fit og Sund arrangerer fitness camp i sommerferien.
“Vi forsøger at give børnene en indsigt i, hvorfor det er vigtigt at dyrke motion, hvor meget og hvor ofte man skal træne og så videre. Og samtidig skal de også have de sjovt, og de vil det rigtig gerne. Også selvom der måske er lidt brok fra drengene i starten af dansetimen, så er de alligevel allesammen med, når vi går i gang”, fortæller Rikke Hansen, som er en af de instruktører, der står for campen.
“Jeg har været lidt spændt på at se, om de ville have deres mobiltelefoner fremme hele tiden. Men der har kun været et enkelt tilfælde, og det var, da en af dem fór vild i skoven, da vi havde orienteringsløb, ellers glemmer de Facebook og Instagram, mens de er her”.