Fortsæt til indhold

Arkæologiske udgravninger på biografgrund

Arkiv
Arkiv

KØGE KYST: Arkæologer fra Museum Sydøstdanmark går nu på jagt efter spor fra det gamle Køge på den centralt beliggende grund, hvor TK Development til september efter planen går i gang med byggeriet af Køges nye biograf.
I den forbindelse ryddes en stor del af Apotekerhaven, som ligger på biografgrunden, og der sker ændringer i parkeringsforholdene i området.
I den kommende tid går arkæologer endnu en gang på jagt efter levn fra Køges fortid. I løbet af juni og juli foretager Museum Sydøstdanmark nemlig arkæologiske undersøgelser og udgravninger forud for TK Developments kommende byggeri af en ny Nordisk Film-biograf ved Køges nye Kulturtorv.
Arkæologernes arbejde kan fra omkring midten af juni ses bag et trådhegn, som omkranser byggepladsen. Her går de ved hjælp af gravemaskiner i gang med en mindre udgravning af spor fra det gamle Køge.

Brønde og brolægninger

Arkæologernes arbejde begynder på parkeringspladsen syd for Rådhuset, og udgravningsleder Annemette Kjærgård fra Museum Sydøstdanmark glæder sig til at komme i gang:
- Vi forventer at finde rester af gulve, vægge, ildsteder, ovne, brønde, brolægninger og ikke mindst en stor mængde affald. Alt sammen er det med til at fortælle historien om, hvordan bygningerne så ud i den sene middelalder, og om hvad der fyldte dagligdagen for menneskene i den periode - hvad man arbejdede med, og hvilket måltid der blev tilberedt i gryden, fortæller Annemette Kjærgård.
De arkæologiske udgravninger forventes at stå på i op til to måneder, og i den forbindelse er det nødvendigt at rydde det meste af den del af Apotekerhaven, som er tilbage.
Dog vil et af havens gamle træer blive bevaret og indgå i det fremtidige bybillede omkring biografen.
Samtidig med arkæologernes arbejde anlægger Køge Kyst i de kommende uger en ny adgangsvej fra Bag Haverne til de ejendomme, som er naboer til biografgrunden, og til september går TK Development efter planen i gang med at opføre selve bygningen, som ud over en biograf med seks sale kommer til at rumme to butikker og en restaurant.
Projekt i høring TK Developments biografprojekt forudsætter nogle dispensationer fra den gældende lokalplan. Disse dispensationer er netop tiltrådt af Køge Kommunes Teknik- og Miljøudvalg og sendt i nabohøring.
Ændringer i parkeringsforholdene Som følge af de arkæologiske udgravninger vil parkeringspladserne syd for Rådhuset, på hver side af Apotekerhaven, blive nedlagt – med hovedparten i juni måned.
Parterne bag projektet vil bestræbe sig på at bevare så mange p-pladser som muligt langs Apotekerhavens sydside frem mod september, hvor de resterende pladser nedlægges.
Bilister kan i stedet parkere på Collstropgrunden, hvor den tilstødende lastbilparkering i sommerens løb omdannes til at rumme 170 pladser til personbiler. Også parkeringspladsen på hjørnet af Søndre Allé og Blegdammen udvides.
Man kan orientere sig om alle parkeringsmulighederne i bymidten på Køge Kommunes hjemmeside.
pm

Arkæologer fra Museum Sydøstdanmark går nu på jagt efter spor fra det gamle Køge på den centralt beliggende grund, hvor TK Development til september efter planen går i gang med byggeriet af Køges nye biograf.(Privatfoto).