Fortsæt til indhold

Bliv draget med tilbage i tiden på Køge Museum

Køge Museum har skabt et anderledes museumsbesøg med nye udstillinger, der taler til sanserne og alle aldersgrupper

Arkiv
Af Louise Lindblad

KØGE: Du behøver ikke at køre særligt langt for at opleve noget spændende, dansk kulturhistorie.
Køge Museum er et rigtig godt bud, hvis man gerne vil på en lærerig udflugt for hele familien - og med nye udstillinger om blandt andet Dannebroges forlis i Køge Bugt i 1710 og nogle af de gaver, som vores forfædre har skænket os siden Jægerstenalderen, er museet på Nørregade 4 helt klart et besøg værd.
Museumsbesøg er måske ikke det, der står allerhøjest på børnenes ønskeliste, når der skal arrangeres udflugter i sommerferien. Men det behøver nu ikke være så kedeligt at tage på museum – endda tvært imod.
På Køge Museum har man været nytænkende og kreativ, når de nye udstillinger skulle etableres. Med i billetprisen - som er 90 kroner for voksne og 40 kroner for børn under 18 år – låner man nemlig museets nye iPad-guides, hvor historier, billeder og videoer gør historieoplevelsen interaktiv og vedkommende.

Dramatisk fortælling og gaver fra fortiden

Den i forvejen spændende fortælling om Dannebroges forlis, hvor 500 søfolk jagede den svenske flåde ud af Køge Bugt, men efterfølgende omkom, da skibets krudtkammer eksploderede, bliver blot mere interessant og spiselig – for samtlige familiemedlemmer – når historien bliver fortalt af en god fortællerstemme via iPad-guiden.
At der derudover også fra store projektorer bliver slået dramatiske og farverige billeder op på væggen, gør kun historien mere livagtigt.
I den anden udstillingen, som går under navnet 'Gaver fra fortiden', kommer man helt tæt på forskernes arbejde. Her kan man opleve genstande fra vores alles historie, lige fra jægerstenalderen og vikingetiden til et kig på massegrave, som alt sammen er med til at forklare, hvorfor vi er, som vi er, den dag i dag.

(Foto: JCJ).

Kravl rundt blandt Dannebroges vragdele

Udendørs er der en legeplads, som er gratis og åben for alle i museets åbningstid. Legepladsen er en klatreudfordring, som forestiller Dannebroges vragdele. Her kan man klatre fra vragdel til vragdel, henover den enorme eksplosion og videre ud til skibets stævn.
annebroge-legepladsen ligger i Køge Museums hyggelige have, hvor de voksne kan sidde i læ på en af bænkene og fordybe sig i al den ekstramateriale, som der befinder sig på iPad'en, mens børnene leger sig tilbage til den skæbnesvangre dag i 1710.
Køge Museum holder åbent hele sommeren fra tirsdag til søndag fra kl. 11-17.