Fortsæt til indhold

Stærkt felt til Post Danmark Rundt

Arkiv
Af Thomas Bohsen

Der er topklasse cykelløb i vente, når Post Danmark Rundt køres for 25. gang i starten af august. Det lover løbsdirektør Jesper Worre efter at have fået lavet aftaler med 18 hold om deltagelse.
Holdlisten blev fuldendt med britiske Team Sky, som lige nu kæmper i Frankrig for at bringe kaptajnen Chris Froome til sejr i Paris. Udover Team Sky, så er der seks andre hold fra Tour de France med i det danske etapeløb samt en række mindre danske og udenlandske hold. Alt i alt, et rigtigt stærkt felt.

Vejle bliver kampplads

Løbets tredje etape har både start og mål i Vejle, og det bliver den hårdeste etape i løbets historie. Cykelrytterne skal bestige stort set alle nævneværdige bakker i Vejle-området på etapens 185 kilometer. Sammenlagt bliver det til mere end 2.000 højdemeter. Traditionen tro sluttes etapen af med tre gange op ad Kiddesvej.
Så der er udsigt til godt cykelløb fra første parket for vejlenserne den 6. august.