Leon Jessen slutter sig til EfB
Esbjerg fB har indgået en treårig aftale med Leon Jessen, der er frigjort fra sin kontrakt med 1. FC Kaiserslautern og vender hjem til dansk fodbold efter fem sæsoner i Tyskland
Den 29-årige venstre back Leon Jessen skifter til dansk fodbold og EfB. Leon Jessen indledte karrieren i Brande IF og fortsatte i Ikast fS og senere fusionsklubben FC Midtjylland, hvor han fik debut som 17-årig og spillede 81 kampe. I Kaiserslautern nåede han i de første sæsoner at spille 42 bundesligakampe inden nedrykningen til 2. Bundesliga. Han har de to seneste sæsoner har været udlejet til FC Ingolstadt 04, der fra den nye sæson spiller i Bundesligaen.
I Audi-byen er det blot blevet til 15 førsteholdskampe, hovedsageligt på grund af en fodoperation, der spolerede det meste af den sidste sæson i tysk fodbold.
"Efter en lang genoptræningsperiode, der varede til slutningen af februar, glæder jeg mig nu til atter at få gang i karrieren. Esbjerg er en spændende klub, som i de seneste sæsoner har skabt gode resultater. Under en uges træningsophold fik jeg et rigtig godt indtryk af alle i og omkring klubben, og kulturen præget af ærgerrighed og hårdt arbejde passer fint til mig. Jeg har samlet en del erfaringer ved at stå alene i svære situationer i et andet land, og også fodboldmæssigt har jeg bygget på ved at have stået over for nogle af de bedste spillere i tysk fodbold i de to første sæsoner i Kaiserslautern. I EfB vil jeg gerne være en back, der bidrager offensivt og er med til at skabe noget drive i spillet," siger Leon Jessen i en pressemeddelese.
EfB's cheftræner, Niels Frederiksen, ser frem til at have to velkvalificerede spillere på venstre back-pladsen efter i forårssæsonen at have måttet lade midterforsvarere vikariere på positionen, når Jonas Knudsen var forhindret i at spille.
"Leon Jessen er en angrebsivrig venstre back, som meget gerne vil deltage i spillet fremad banen, som vi ønsker af vore backs. Han har prøvet en del som fodboldspiller, og han er taktisk klog. Vi må leve med, at Jonas Knudsen muligvis forlader EfB i dette transfervindue, men kan fint indstille os på at have to stærke venstre backs til rådighed. En klub med ambitioner må have to gode spillere til hver plads," siger cheftræner Niels Frederiksen.
Leon Jessen, der debuterede på A-landsholdet i november 2009 og har spillet fire landskampe, er den anden nye profil i EfB's trup efter angriberen Nicki Bille Nielsen, der er købt fri af franske Evian og ligeledes har indgået en treårig aftale.
Desuden har EfB forlænget aftalen med Jerry Lucena. Jerry debuterede for Esbjerg fB den 25. april 1999 og har siden spillet 281 kampe i den blå-hvide trøje. Nu forlænger han og EfB aftalen med et år, så den løber frem til 30. juni 2016, og samtidigt vil Jerry Lucena blive tilknyttet et elitehold som assistenttræner og lette overgangen for unge spillere, der træner med superligatruppen.