Fortsæt til indhold

Tyve klædt ud som tiggere

Arkiv
Anette Gundlach

En tigger er mistænkt for at stjæle en smartphone fra en 30-årig mand fra København, der sad på en cafe på Hestetorvet en fredag. Tiggeren kom hen til gæsten og viste en seddel frem , hvorpå der stod noget, som offeret ikke kunne læse. Da tiggeren var væk, opdagede manden, at det var hans smartphone også.
Carsten Andersen fra politiet i Roskilde forklarer, at flere og flere oplever at møde tyve, der er forklædte som tiggere. Tyvene bruger betleriet til at komme tæt på deres ofre.
Nogle gange drejer det sig om lommetyve, der arbejder på egen hånd, andre gange er de flere om at snyde offeret.
Typisk tjekker ”tiggeren” hvor offeret har gemt pung og andre værdier, og giver derefter håndlangerne besked om, hvor tingene er gemt. Efterfølgende afleder disse offeret og stjæler, hvad de vil have.
- Vi råder folk til at være påpasselige, når de møder tiggere og folk, der spørger om vej, siger Carsten Andersen. Han understreger, at det ikke er alle tiggere, der stjæler, men at man ikke kan skelne dem fra hinanden.