Kæmpe Hawaiifest på Søndre Strand
Danmarks første ukulelefestival er for hele familien og finder sted på Søndre Strand lørdag den 8. august med støtte fra bl.a. Køge Kyst
KØGE: Der er lagt i støbeskeen til et brag af en strandfest, når Danmarks første ukulelefestival indtager den nye og brede Søndre Strand i Køge lørdag den 8. august fra kl. 12-23.
Her vil der foruden 14 musikalske indslag også være masser af sjove strandaktiviteter for alle aldre, inspireret af hawaiiansk kultur, hvorfra det lille strenginstrument stammer.
- Den nye strand skaber nogle virkelig gode rammer for en Hawaii-fest. Jeg er overvældet over den store lokale interesse, jeg har oplevet - og arrangementet er vokset langt mere, end jeg først havde forventet, siger initiativtager og musiker Mikkel Nøhr, som er indehaver af virksomheden Ukulele Eksperten, der sammen med Ukulele Festival Foreningen står bag arrangementet.
Mikkel Nøhr optræder selv på festivalen med bandet Fat & Happy, og han fortæller, at inspirationen til festivalen bl.a. kommer fra England og USA, hvor ukulelen nyder stor popularitet.
Herhjemme er ukulelen traditionelt blevet anset for lidt af et ”børneinstrument” – og det er den opfattelse Mikkel Nøhr ønsker at udfordre med Ukulele Festival Danmark.
- Ukulelen har en helt speciel klang, som egner sig godt til den glade, iørefaldende og afslappede musik, som man især kender fra USA og Hawaii. Jeg holder meget af ukulelen, og det er dejligt at se, hvordan interessen trods alt er steget inden for de seneste par år, efter at flere kendte musikere er begyndt at spille på ukulele – og jeg håber, at festivalen kan være med til at åbne folks ører yderligere, siger han og fortæller, at Carsten Knudsen, kendt fra De Nattergale, og Kim Schwartz, som har medvirket i Melodi Grand Prix, bl.a. spiller på ukulelefestivalen.
Der vil dagen igennem være masser af aktiviteter som f.eks. ansigtsmaling og danseworkshop samt mulighed for at lære at spille på ukulele. Der vil også være gratis fotografering for alle, der møder op i Hawaii-tøj. Derudover er der rig mulighed for at købe mad og drikke fra forskellige boder, der vil være at finde ved byrummet Udsigten.
Man skal ikke reservere billetter, og det er gratis at deltage i Ukulele Festival Danmark, men det er muligt at støtte festivalen, som arrangeres af udelukkende frivillige kræfter.
Læs mere på Ukulele Festival Danmarks hjemmeside - samt på Facebook.
pm