Jimmi Jacobsen hentede DM bronze
Den tidligere Haderslev-kører hentede metal ved mesterskaberne
Da der i weekenden blev kørt om de Danske Mesterskaber i BMX i Hadsund, blev det til en flot bronzemedalje til ungdomslandsholdskøreren Jimmi Jacobsen, som oprindeligt kommer fra Haderslev. I dag kører han for Bjerringbro BMX Klub for at opnå større konkurrence.
Bare det at køre sig i A-finalen, iblandt de otte bedste, ville kræve både dygtighed og held. Det skulle også vise sig at nogle af de allerstørste forhåndsfavoritter ikke nåede igennem nåleøjet til finalen i de to uhyre tætte og spændende semifinaler. Det lykkedes dog lige akkurat for Jimmi Jacobsen og han kvitterede med en bronzemedalje i A-finalen. Storebror Rolf Jacobsen, som kører i klassen 'National Junior' nåede også frem til A-finalen og kørte en flot femteplads hjem til sin nye klub Bjerringbro BMX.
Jimmi Jacobsen skal i de kommende fire uger repræsentere Danmark på ungdomslandsholdet til årets forestående største konkurrencer som er Europamesterskabet i Holland, Verdensmesterskabet i Belgien samt det Nordiske Mesterskab i Sverige.