Fortsæt til indhold

Aabenraa-dreng til tops hos masteproducent

Torben W. Jacobsen afløser Lars Netterstrøm i direktørstolen for Southern Spars, det tidligere Nordic Mast

Arkiv
Arkiv

Han er Aabenraa-dreng og sejlsports-entusiast om en hals. Og nu topchef for den europæiske organisation af maste-producenten Southern Spars; Torben W. Jacobsen, 51 år.
Han afløser Lars Netterstrøm, der først stod i spidsen i en periode, da masterproducenten på Bergensvej i Rødekro endnu firmerede som Nordic Mast, og siden da denne blev solgt til verdens største masteproducent, Southern Spars fra New Zealand, der ligesom Nordic Mast havde specialiseret sig i avancerede kulfibermaster til sejlbåde. Southern Spars overtog firmaet i 2010.
Lars Netterstrøm går nu på pension og helliger sig andre projekter, mens Torben W. Jacobsen forfremmes fra sin tidligere rolle i salgsafdelingen.
Rene Villefrance, der er bosiddende i Haderslev, er salgschef for Europa-divisionen.
"Jeg er glad og stolt over udnævnelsen til direktør for virksomheden, som har et stort perspektiv, men også en del udfordringer i et vigende marked. Vi har nogle fantastiske produkter i de mest avancerede materialer, man kan forestille sig inden for sejlsport, som dyrkes passioneret over hele verden - og ikke mindst her på vore breddegrader," siger Torben W. Jacobsen, der tidligere i karrieren var produktionschef hos Elvstrøm Sails og siden havde en afstikker udenfor branchen, før han kom til Nordic Mast og siden altså overgik til Southern Spars.

International virksomhed

"Vi fungerer i dag i Rødekro mindre som produktion, men mere som serviceværksted og videnscenter samt står for salg og koordinering af produktioner til vore kunder på vores halvkugle. Produktionen finder sted i Cape Town i Sydafrika og hovedkontoret ligger på New Zealand, mens ejerselskabet er engelsk i form af kapitalfonden Oakley", fortæller Torben W. Jacobsen.
Rene Villefrance er ligeledes passioneret sejler med et væld af mesterskaber og medaljer bag sig. Han er oprindelig uddannet sejlmager og har ligesom Torben W. Jacobsen et stærkt netværk i sejlsportkredse.

Torben W. Jacobsen fra Aabenraa er ny topchef i Southern Spars. Bag ham ses Rene Villefrance.

Gik på Rugkobbelskole

Torben W. Jacobsen gik i tidernes morgen på Rugkobbelskolen (nu Kongehøjskolen) i Aabenraa og blev uddannet sejlmager. Har en række mesterskaber bag sig som både kaptajn og som gast indenfor forskellige bådtyper.
Torben bor med Lone i Løjt Kirkeby. Sammen har de tre sammenbragte børn.
I en lang årrække har Torben Jacobsen været aktivt medlem af Aabenraa Sejlklub og er blandt andet del af netværk "Old Table Aabenraa", en forening for Round Tablere, der passerer de "magiske" 40 år og må forlade det oprindelige netværk her. Ikke alene på vandet har Torben Jacobsen en forkærlighed for fart. Også på gokart-banen dyster han gerne og ofte sejrrigt, hvor det er muligt.