Fortsæt til indhold

Jels Skole er i gang

Jels Skole er kommet godt fra start - især Folkeskolereformens meget udskældte “Faglig fordybelse” hitter

Arkiv
Mette Henriksen

“Det er godt. Vi kan få lavet vores lektier, og lærerne er rigtig gode til at hjælpe os.”
Sådan siger Mia og Malou fra 4.b på Jels Skole om Faglig fordybelse.
For selvom Faglig fordybelse i medierne til stadighed er en udskældt størrelse, typisk fulgt af kommentarer om at de danske folkeskoler forsøger at tvinge børn til at deltage i Faglig fordybelse, er det faktisk et tilbud. Det synes man i hvert fald på Jels Skole her knap et år efter at folkeskolereformen blev en realitet.
”Og faktisk et ganske godt et af slagsen hvis man får sat det rigtigt sammen,” udtaler skoleleder Jakob Ville.
”Vi arbejder fortsat med den helt rigtige sammensætning af Faglig fordybelse, men vi er altid åbne for input og justeringer”, fortsætter han.
Inden sommerferien gjorde skoleledelsen det klart, at Faglig fordybelse var et tilbud man som forældre var i sin gode ret til at takke nej til - men at man fra skolen side håbede at man ville give det nye tiltag en fair chance.
”Og det må vi sige at forældre med børn på Jels Skole har gjort. Kun ganske få elever er ønsket fritaget fra tilbuddet en enkelt gang om ugen, for at kunne nå til andre aktiviteter udenfor byen,” udtaler Jakob Ville, som understreger vigtigheden af at Faglig fordybelse ikke fravælges på grund af manglende kvalitet i tilbuddet.
“Der er ingen tvivl om at det har været noget af en omvæltning for både elever og lærere at overgå til den nye og længere skoledag. Til gengæld ser det ud til, som om at man nu for alvor er begyndt at høste resultaterne af Faglig fordybelse.”
Jakob Ville ser med stor tilfredshed på de positive tilbagemeldinger, men forsikrer at hverken ledelse eller lærere af den grund læner sig tilbage.
”Der er stadig plads til forbedringer, men i god dialog med både lærere og elever skal vi nok nå i mål,” slutter han.

faglig fordybelse:
ŸSkolerne skal tilbyde eleverne lektiehjælp og faglig fordybelse.
ŸDer er afsat to timer ugentligt til indskolingen, tre timer ugentligt til mellemtrinnet og to timer ugentligt til udskolingen.
ŸForældrene bestemmer selv på daglig basis, om barnet skal benytte tilbuddet om lektiehjælp og faglig fordybelse.