Fortsæt til indhold

Karper boltrer sig

Den eftertragtede fisk har det godt i det sommervarme vand

Arkiv
Af Ole Klottrup

Intet under, at sportsfiskerne betragter karpen som en af de ultimative sportsfisk: Når den store - og snu - karpe endelig har taget agnen og er kroget, buldrer den fremad, så linen fyger af hjulet. Og der kan virkelig være vægt bag - op mod 40 kg med en længde på godt over en meter.
Måske ikke så mærkeligt, at sportsfiskerne sætter karper ud mange steder. Men det er kritisabelt, at det ofte sker uden tilladelse. Karper kan nemlig forrykke den økologiske balance i en sø - det må man tage i betragtning.
Fredericia Kommune udgraver i disse år mange damme til frøer og salamandre, og udsætning af karper eller andre fisk vil ødelægge vandet som yngledam for padderne, fordi de æder haletudser og salamanderlarver. Der er ingen mangel på fisk, men der har aldrig være så få padder som i dag.
Karpen er let at kende fra fætrene brasen og suder. Dels på grund af skægtrådene, dels på grund af fiskenes form og skæl. Karpen på fotoet er en skælkarpe - hvis den er helt uden skæl, kalder man den en læderkarpe, og er der enkelte, store skæl, er der tale om en spejlkarpe.
Karpen lever vildt i store dele af verden - de fleste steder udsat. Den spiller også en stor rolle som opdræts- og spisefisk i Asien, Rusland og Østeuropa - i Ungarn har jeg set kæmpestore karpedamme.
Den lever i lavvandede søer og damme. Her kan vandet blive så tilpas varmt, at den kan yngle i Danmark - 17 grader. Føden består af småfisk, bunddyr, haletudser, salamanderlarver og plantedele.
Jeg har flere gange set havørnene ved Rands Fjord slå fangerne i så store karper, at de ikke kunne løfte dem op af vandet, men måtte “ro” dem ind til land. Fisken er fotograferet i dammen ved Gammelby Mølle, hvor den søgte føde i overfladen. Fredericia Kommune oplyser, at den ikke har givet tilladelse til udsætning af karper, hverken her eller i Rands Fjord.