Uddannelser skal trække Roskilde
De Konservatives lokale folketingskandidat Chr. Wedell-Neergaard har sin vision for domkirkebyens udvikling
- Gode uddannelser, som tiltrækker mange dygtige unge, er med til at trække Roskilde frem også erhvervsmæssigt, økonomisk og på andre måder.
Sådan forklarer den lokale konservative folketingskandidat Christian Wedell-Neergaard, hvordan han ser domkirkebyens udviklingsmuligheder.
Siden 1989 har han været folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Roskilde og andre kredse, og har siddet i Folketinget i 2004-2007. Denne gang er chancerne for valg dog forbedret, fordi han samtidig stiller op i både Roskilde, Lejre og Køge, efter at partiet for første gang har åbnet op for, at kandidaterne må have flere kredse.
Den 58-årige Wedell-Neergaard har sin baggrund i både Roskilde og Køge.
- Jeg har jo gået i skole i Roskilde og ejer nu Hotel Prindsen sammen med min hustru Anette Huld. Derfor kender jeg byen og dens erhvervsliv særdeles godt.
Stort landbrug
Han er også baron og driver godset Svenstrup ved Borup, der har været i familiens eje gennem generationer.
For kort tid siden købte han tillige jorden til Skjoldenæsholm, og de store arealer med landbrug eller skov drives nu sammen i samarbejde med en anden nabo, så der kan opnås stordriftsfordele, eksempelvis ved indkøb af meget storedyre og effektive maskiner.
Christian Wedell-Neergaard er samtidig De Konservatives leder i Sjællands Regionsråd, hvor han blandt andet er formand for det vigtige Sygehusudvalg.
Han blev student fra Roskilde Katedralskole, er uddannet cand. polit. (nationaløkonom) fra Københavns Universitet og arbejdede derefter gennem en række år i Dansk Bank, før han overtog familiegodset.
- Mens Køge nu har fået trafik-investeringer med ny jernbane og det kommende hovedsygehus på Sjælland, må Roskilde satse på andre områder, hvor byen har sine styrker og et godt udgangspunkt, forklarer han.
Skaber beskæftigelse
- Historisk har Roskilde været en meget vigtig handelsby, og jeg vil arbejde for at skabe flere arbejdspladser i de private virksomheder ved at sænke skatter og afgifter samt bekæmpe bureaukrati. Handel er stadig det største private erhverv, som vi skal gøre alt for at bevare og udvikle. Men desuden har vi allerede en stor uddannelsesby, og den position er blevet meget styrket i de senere år, forklarer Chr. Wedell-Neergaard.
- Først er der selvfølgelig universitetet, og så er USCJ (University College Sjælland) med hele ti mellemlange uddannelser kommet til. Dertil kommer så tre store almene gymnasier samt de vigtige erhvervsuddannelser på Teknisk Skole, Handelsskolen og Slagteriskolen.
- I takt med at eleverne i høj grad selv kan bestemme, hvor de søger hen, har det betydet, at langt flere unge vælger Roskilde, fordi de store skoler her har flere linjer, og der er et sjovere studiemiljø i en større by.
- De mange lokale uddannelser skaber også jobs til undervisere plus andet personale, og disse mennesker vil gerne flytte til Roskilde, hvis vi kan sørge for boliger til dem. Det samme gælder også for en del af de studerende efter endt uddannelse.
Trækker virksomheder med
Chr. Wedell-Neergaard forklarer, at unge gerne vil slå sig ned i Roskilde – eller søge tilbage hertil efter uddannelsen, hvis de har en god oplevelse af byen.
-Så får vi en veluddannet befolkning, og det skaber i sig selv en positiv udvikling, fordi virksomhederne gerne vil flytte til en by, hvor der allerede er kvalificeret arbejdskraft. Eller hvor de kan se transport-muligheder, kulturelle tilbud og gode naturoplevelser, som gør det lettere at tiltrække medarbejdere, de skal bruge.
- Vi skal satse på uddannelser præget af en kvalitet, så vi kan klare os i forhold til resten af verden. Ellers sakker vi bagud, mener Chr. Wedell Neergaard.
- Men det skal starte allerede i Folkeskolen, hvor der er akut behov for at hæve niveauet. De unge skal kunne dansk, matematik og mindst et fremmedsprog ordentligt. Både hvis de skal klare sig som håndværkere og tage en mellemlang eller akademisk uddannelse – og vi har brug for dem alle.
For meget lektie-café
Når den lokale konservative kandidat ønsker større kvalitetskrav i uddannelserne, betyder det efter hans opfattelse stop for misforståelsen med obligatorisk lektie-café.
- Man skal ikke fjerne ansvaret fra forældrene, som bør hjælpe til med, at deres børn lærer noget. Jeg ved godt, at nogle ikke kan få den hjælp hjemme, som de har brug for, men så kan der være et frivilligt tilbud med lektiehjælp på skolerne.
- De lange skoledage ødelægger også idrætten som en frivillig bevægelse. Når børnene skal være der så mange timer, har de ikke tid og kræfter til bagefter at tage til fodbold-træning eller komme i en anden sportsklub. Derfor oplever vi nu, at medlemstallet går ned, og det er en meget alvorlig, negativ udvikling.
Turisme ved domkirken
Christian Wedell-Neergaard tror også på strategien med oplevelses-økonomi, som Roskilde allerede er slået ind på.
- I dag har vi noget over 100.000 mennesker, der hvert år kommer til domkirken. Men det tal kan jo blive langt højere, fordi det er en enestående gotisk murstenskatedral i Norden, og samtidig er der jo alle de kongelige gravkapeller. Derfor er den på UNESCO's liste over verdens kulturarv.
- Jeg har for nylig været i Trondhjem og set, hvordan nordmændene under deres store Nidaros-katedral har lavet et fantastisk museum med kronjuvelerne og en udstilling, der giver et fint indblik i hele Norges historie.
- Forhåbentlig kan vi med det nye Formidlingscenter få noget tilsvarende her i Roskilde. Så kan vi få større glæde og indtægter ved at udvikle de store muligheder for turisme, som vi har med domkirken og Roskildes andre store attraktioner.
- For mig hænger disse tre prioriteringer i Roskildes udvikling med uddannelse, handel og oplevelses-økonomi for turister og andre gæster fuldstændig sammen, forklarer Chr. Wedell-Neergaard.