Fortsæt til indhold

"Kursisterne var ikke registreret"

Kursister, der ønsker at deltage i dimissionen, skal tilmelde sig, påpeger vicedirektør på VUC Syd, Susanne Fricke

Arkiv
Mette Henriksen

"Der kan selvfølgelig altid ske fejl," tilkendegiver vicedirektør på VUC Syd, Susanne Fricke, efter at Lokalavisen har konfronteret skolen med den strime af facebook-kommentarer, som Ina Andersens opslag har udløst de seneste dage.
"Jeg er især berørt af det, hvis det skyldes en fejl fra vores side, da det er os meget magtpåliggende at der netop denne dag ikke sker noget, som går ud over glæden og stoltheden ved at have gennemført en uddannelse."
Hun understreger, at kursister, der deltager i dimissionen, skal tilmelde sig forud for arrangementet, hvis eksamensbeviserne ønskes medbragt til selve overrækkelsen.
"Denne procedure har været brugt de seneste år, da ganske mange af vores kursister, der afslutter, ikke deltager i dimissionen, men vælger at afhente deres beviser selv," forklarer hun og uddyber:
"Jeg har undersøgt de to konkrete klager vi har kendskab til, og i begge tilfælde har vi ikke registreret kursisternes tilmelding til arrangementet. Derfor var beviserne ikke med, men lå til afhentning i vores administration," siger Susanne Fricke, som også har fulgt op på, hvorvidt der kunne være en fejl i skolens elektroniske tilmelding.
"Det er ikke tilfældet," slutter hun.