Fru Rose i Korsbæk-butik
Susanne vil videreføre Jane Onø's tidligere butik i Algade
Den 53-årige Susanne Rose Petersen skal videreføre Jane Onøs tidligere Korsbæk Butik i Algade 37, som en café med forskellige specialiteter, samtidig med at hun vil lægge større vægt på at præsentere ældre møbler. Hun har tidligere haft blomsterbutik i Svogerslev og Skibby og gennem de sidste ti år drevet en netbutik med møbler og andre sager. - Men jeg savnede at have en rigtig butik, så da muligheden dukkede op her, var jeg ikke i tvivl. Roskilde er jo en rigtig god handelsby, hvor der stadig er basis for at drive fysiske forretninger. - Når man skal arbejde så meget, som det kræver at have en butik, skal den også ligge rigtig, og placeringen midt på Algade er fremragende. Forretningen skifter navn til Fru Rose, opkaldt efter den nye ejer, som dermed også slipper for en strid med Danmarks Radio om anvendelsen af navnet Korsbæk fra den berømte tv-serie Matador. - Jeg vil prøve at give butikken min egen stil. Det må gerne være lidt mere råt og oprindeligt, fortæller Susanne Rose. Hun er i øjeblikket i gang med at rydde op og få tingene på plads, og derfor har hun endnu ikke fastsat en åbningsdato.