Fortsæt til indhold

Bliv cirkusartist for en dag i sommerferien

Arkiv
Arkiv

FERIE: Mangler familien en sjov aktivitet i sommerferien er Cirkusmuseet på Alarmpladsen 3 i Hvidovre stedet at søge hen. Her kan du nemlig blive cirkusartist for en dag.
Manegen drager, for hvem har ikke drømt om at svinge sig elegant i trapezen eller imponere med sine jongleringsevner til publikums store begejstring.
På Cirkusmuseet får du og hele familien chancen, da museet fra søndag til torsdag i hele juli alle dage fra kl. 11-12.30 byder indenfor til Cirkusleg.
- Alle remedier vil være til rådighed, hvad end du drømmer om trapez, line eller mere jordnære ting som jongleringskøller, tallerkener og diaboloer. Museets egen artist står klar til at hjælpe, når det viser sig at cirkusartistens evner ikke kommer af sig selv, oplyser museumsinspektør Mikkel Knudsen.
- For at forstå cirkuskunsten er det nødvendigt at prøve den på egen krop, for først her finder du af hvilket arbejde, som ligger bag det, der ser så let ud i manegen. Samtidig vil du også blive udfordret og måske opdage nye evner hos dig selv eller familien, fortæller Mikkel Knudsen.
Han understreger, at det ikke er givet på forhånd, hvem der er familiens store artist.
- Ofte oplever vi, at bedstefar er den bedste til at jonglere med tallerkener, mens barnebarnet måske brillerer på linen. Cirkusleg er således for alle aldre.
Museets udstilling er også et besøg værd i sommerferien. Her kan familien quizze eller dyste i, hvem der vil være den bedste artist.
Samtidig kan der blive hentet inspiration fra store artister som Truxa og Familien Schumann eller grint af klovnen Charlie Rivel på de mange skærme.
Cirkusmuseet ligger i den gamle kaserne Avedørelejren, og har åbent søndag til torsdag fra kl. 10.00-15.00.
Du kan se mere om museet på www.cirkusmuseet.dk.
pm

(Privatfoto).