Fulderik anholdt to gange på halvanden time
Peter Friis Autzen
En 54-årig mand uden fast adresse blev i aftes pågrebet af politiet hele to gange i løbet af knap halvanden time, oplyser kriminalassistent Lars Lindholm.
Først blev manden hentet fra Fredericia Banegård, hvor han opførte sig ustyrligt. Manden, der ifølge politiet var meget påvirket, blev taget med på stationen, hvor et lægetjek viste, at hans blodtryk var bekymrende lavt.
Derefter blev han kørt til sygehuset i Vejle for at blive tilset og behandlet.
"Men klokken 21:04 kommer den samme patrulje, som tidligere hentede ham på banegården, kørende på Vesterbrogade. Og her møder de manden igen. Han vælter rundt og er forvirret. Så bliver han taget med og bragt til en privatadresse i byen, han har et tilhørsforhold til," siger Lars Lindholm.