Har klaret 6 borgmestre
Frank Jørgensen takker af efter 32 år som rådhusbetjent
Når rådhusbetjent Frank Jørgensen nu stopper, kan han gøre det med god samvittighed efter at have klaret hele seks borgmestre i løbet af sine 32 år på jobbet. Han har stadig en skarp erindring om flere af dem: - Jeg begyndte jo hos Lisbeth Olsen, der var en rar dame, som var meget vellidt hos personalet. - Så kom Henrik Christiansen, der nok var lidt mere reserveret. Men han havde jo et godt forhold til alle partierne og fik gennemført meget i Roskilde. - Senere kom Bjørn Dahl, der kunne være meget humoristisk og slagfærdig i sine bemærkninger, men det foregik også i et fint samarbejdsklima. - Nu har vi så Joy Mogensen, der er længere væk fra os, fordi kommunen er blevet så stor. Hun virker altid helt koncentreret om sin opgave.
Tæt på hinanden
Faktisk var det lidt af en tilfældighed, at Frank Jørgensen blev rådhusbetjent. - Jeg begyndte som langtidsledig i kommunen på Kildegården, efter at 'Slagter Else' Petersen på Arbejdsformidlingen havde fået mig ind. Men det gik åbenbart så godt, at jeg senere fik tilbudt jobbet her. Da Frank begyndte som rådhusbetjent på det gamle rådhus ved Stændertorvet, lå kun centralforvaltningen der, mens de øvrige forvaltninger lå spredt rundt om i byen, så meget af hans arbejde gik med at køre rundt mellem afdelingerne. Dengang var jeg lokalredaktør for byens daværende radikale avis, Roskilde Tidende. Før hvert byrådsmøde hver 14. dag mødte jeg og Dagbladets lokalredaktør Carsten Sivertsen op inden og skulle interviewe et af medlemmerne på skift, og Frank sørgede for, at det hele klappede praktisk. Hver anden fredag skulle han køre rundt med dagsordener til aviserne og byrådsmedlemmerne, så de kunne nå at læse på sagerne i weekend'erne før møderne. - Jeg skulle først hen på de to aviser, og der blev jeg altid godt modtaget. I sad jo og ventede på nogle nyheder, så der var noget at skrive om i lørdags-aviserne. - Derfra kørte jeg så rundt til alle byrådsmedlemmerne, og klokken kunne godt blive over midnat, før jeg var færdig. - Tidligere var vi meget tættere på hinanden, men sådan er det ikke længere i den nye store kommune. Dengang blev vi, til arbejdet er færdigt, men nu går man, når klokken er så og så mange. Folk holder ikke sammen længere på samme måde, så nu er det ikke lige så sjovt længere at gå på arbejde.
Skal til Paris
Gennem mange år var Frank Jørgensen en af de sikre kræfter bag den kommunale revy, hvor ansatte i kommunen gjorde kærligt grin med politikere og chefer. Men for et par år siden blev kommunens tilskud til arrangementet fjernet, og så var der ikke råd til at fortsætte. - Jeg ved ikke, om vi var 'gået for tæt' på nogle af dem, men vi fik aldrig en rigtig forklaring, fortæller Frank Jørgensen. Den indfødte roskildenser fra Lærkevej, som nu selv bor på Møllehusvej, har mange planer om, hvad han skal tage sig til som pensionist: - Jeg interesserer mig meget for fotografering og drager ofte til Paris for at se store udstillinger der. Jeg ved ikke helt hvorfor, men den by tiltrækker mig. Måske er det den flotte arkitektur og byplan, lige fra boulevarderne og triumfbuerne til pyramiden i Louvre og det nye bibliotek. - Men Paris er altid en tur værd, siger Frank Jørgensen. Reception torsdag den 16. juli, klokken 15-16.30 i kantinen på det nye rådhus.