Kom til stenalderfestival i Sagnlandet
Lejre Mød overleveseksperter, stenalderspecialister og lad den indre vildmand slå sig løs, når Sagnlandet Lejre i uge 29 inviterer til den 10. udgave af den succesrige stenalderfestival Athra Gathering. Giganten Bear Grylls kan godt pakke sammen og indse, at han er slået. Den engelske tv-vært og eventyrer, der nok er mest kendt fra Discovery programmerne 'Man vs. Vild' og 'Ultimate Survival' samt en noget usædvanlig overlevelsesteknik, hvor han slukker tørsten med sin egen urin, når knap nok deltagerne på den årlige stenalderfestival i Sagnlandet Lejre til de barfodede og solsvedne ankler. For når det kommer til færdigheder indenfor primitiv livsstil, og evnen til at klare sig uden den moderne civilisations bekvemmeligheder i selv de mest barske naturmiljøer, findes der få med større ekspertise end den gruppe af internationale gæster, der i år slår lejr i Sagnlandet i forbindelse med den 10. udgave af stenalderfestivalen Athra Gathering. Blandt de mere end 45 deltagere, der kommer fra 9 forskellige lande verden over, finder man blandt andet amerikanske Lynx Vilden, der er kendt for sine månedlange kurser i primitiv overlevelse, og tyske Werner Pfeifer, der er født og opvokset i Namibia, hvor han ad flere omgange har levet side om side med de lokale buskmænd. Hele ugen kan Sagnlandets publikum møde både dem og lang række andre specialister i alt fra buejagt og skindgarvning til flinthugning, ildslagning og indsamling af mad og medicinplanter, når specialister fra hele verden mødes for at dele deres erfaring og viden om jægerstenalderens håndværk og hverdagsliv. De mange gæster deler hellere end gerne ud af deres viden og entusiasme for fortidens overlevelsesfærdigheder og inviterer ugen igennem til spændende workshops hvor store og små kan prøve kræfter med livet som stenalderjæger.