Den sidste rejse ud i verden uden resten af verden med i lommen

Der var engang en ung mand, der pakkede rygsækken på ryggen og tog vestpå. Han havde en længsel efter vidderne mod vest, hvor de høje bjerge ventede, og hvor hesten er skiftet ud med pick up trucks.
Han tog til USA, og da han rejste rundt i det store land, savnede han sin kæreste og sin familie derhjemme, men de var tusind og atter tusind af kilometer væk. Men de skrev til hinanden og lod hinanden vide, at de havde det godt og alt var ok.
Det var en hård tid dengang, for det skete ikke på e-mail, for det kendte ingen til. Så det skete med almindelig mail, eller nå ja, post som vi danskere jo kalder det.
Og derfor så ventede der breve til den unge mand, når han for eksempel kom til New Orleans eller til San Francisco, for brevene var sendt med poste restante, som betød at brevene ventede på posthuset, indtil den unge mand med rygsækken dukkede op efter dem. Og ærgerligt hvis han ikke dukkede op.
Åh, nej tænker du måske, hvis du er et ungt menneske. Skrev de virkelige breve dengang, endda med kuglepen, og slikkede de bag på frimærkerne og sendte brevene med posten. Og skulle de endda måske vente i flere uger, før de nåede til det rette posthus, hvor brevene var sendt til. Så der lå de ord og ventede i uger. Ikke sekunder. Men uger. Og ja, det skulle de, for der var ikke andre muligheder. Jamen, det går da ikke, tænker du måske. Kunne den unge mand da ikke bare tænde for smartphonen og så følge med på facebook om vennerne nu var til fest, eller om kæresten var på vej til svømmehallen?
Nej, det kunne den unge mand med rygsækken ikke. Han kunne heller ikke følge med, om VB nu havde vundet eller tabt en kamp, for der var ingen internet (jo, jo den er god nok), så derfor var der ingen hjemmesider at åbne. Og der var ingen amerikanske aviser (det er sådan en slags hjemmeside lavet af papir), som skrev om den danske superliga (jo, Vejle har været i den bedste række engang).
Men kære unge mennesker, det gjorde ikke noget. Den unge mand levede i nuet lige omkring ham, for der var ikke andet at gøre.
Han så på prærien, når han var der. Han så på storbyen, når han var der. Han så kort sagt det, hans øjne så, for han kunne ikke se andet.
Livet var i poste restante. Det tog den tid, livet tager.
Han kunne savne dem derhjemme, men det måtte han komme ud over, for han var vildt langt hjemmefra, og han kunne selvfølgelig ringe hjem, men det var altså fra en telefonboks (men det kostede mange penge at ringe hjem, så det gjorde han kun hver anden uge.)
Nå, ok, erkender det, jeg er lige kæk nok på de unges vegne her, men det er faktisk en sjov tanke, at det kun er tyve år siden, at jeg som ung mand drog mod vest for en stund, og siden er der godt sket meget.
Unge mennesker kender jo ikke til en verden uden internet. De kender ikke til en verden, hvor man ikke hele tiden kan følge med i alt og kun være et klik fra at skrive med dem derhjemme.
Om det er skidt eller godt for de unge mennesker, er svært at sige. Det er nok begge dele, for der er gode og dårlige ting ved alt, men jeg er nu glad for, at jeg nåede at rejse ud i verden, uden at have resten af verden med i forlommen. Jeg var en af de sidste i verdenshistorien, der fik den oplevelse med.
Tak for det.