Babykamera gør en kæmpe forskel for nybagte mødre
To sygeplejersker på SVS bliver hædret for deres opfindelse, der gør en kæmpe forskel
Har du selv ligget der, så er ord overflødige, men for alle, der ikke har haft oplevelsen, må de tro os andre - sekunderne efter at ens barn er forløst ved kejsersnit og båret over til børnebordet for at blive tilset af læge og jordemoder føles som evigheder. 1000 tanker flyver gennem hovedet på ingen tid - særlig hvis man ikke kan følge med i, hvad der foregår på børnebordet.
Det har fødende kvinder haft svært ved på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg efter at en ombygning på kejsersnitstuen gjorde det umuligt at se børnebordet fra operationsbordet, hvor moderen ligger - men de kan de nu.
To anæstesisygeplejersker tog for et par år siden sagen i egen hånd og opfandt BabyCam - en opfindelse der nu inspirerer andre sygehuse i både ind- og udland og som de to - Birgitte Boel og Charlotte Bladt-Hansen - netop er blevet hædret for.
“Indtil vi fik kameraet op, så moderen kan følge sit barn på en skærm, mens børnelæge og jordemoder arbejder med det, var vi moderens øjne. Som anæstesisygeplejersker sidder vi oppe ved moderen. Det er vores opgave at passe på hende, og det er meget naturligt os, der holder moderen informeret om barnet, og hvad derforegår af både godt og skidt, men det er svært at forklare, når moderen ikke kan følge med,” siger Birgitte Boel.
Inspirere andre
Sammen ideudviklede Birgitte Boel og Charlotte Bladt-Hansen sig frem til BabyCam. Ledelsen var med på ideen, men den måtte ikke koste noget. I et depotrum fandt de en gammel monitor, det lille kamera kostede ikke meget - og så var de i gang for mindre end 500 kroner.
Fra første dag har de nybagte mødres tilfredshed været stor, og i foråret præsenterede de to sygeplejersker deres opfindelse for 200 kolleger på en konference. Ved samme lejlighed vandt de penge til et udenlandsk kursusophold, og de skal måske gå til at tage ud i verden og inspirere andre med deres opfindelse, som de også planlægger at videreudvikle på.