Sygeplejerske bygger bro mellem psykiatrien
- i kommune og region
PSYKIATRI: Solrød Kommune og Region Sjælland har ansat en psykiatrisk sygeplejerske, der arbejder halv tid i kommunen og halv tid i regionen. Hun sikrer, at Solrøds borgere møder et kendt ansigt, når de kommer i kontakt med psykiatrien – uanset om det sker på kommunalt eller regionalt niveau.
Det er blevet nemmere for de psykisk syge borgere i Solrød Kommune at navigere mellem kommunens psykiatriske tilbud og regionens. Solrød har nemlig ansat en psykiatrisk sygeplejerske på halv tid – resten af arbejdstiden bruger hun i Region Sjællands distriktspsykiatri.
Sygeplejersken hedder Nina Amland og er særligt tilknyttet de borgere, som kommer fra Solrød. Hun fungerer som gennemgangsfigur for borgerne, når de udskrives fra psykiatrisk sygehus, og hun er med til at forhindre indlæggelser ved at være på forkant sammen med sagsbehandlere fra Solrød Kommune.
- Nina bruges flittigt af kommunes sagsbehandlere og er et kendt ansigt ikke alene på rådhuset, men også ude omkring i kommunen i for eksempel socialpsykiatrien og hjemmeplejen. Hun er borgernes faste kontaktperson og tager for eksempel med dem til læge og psykiater, ligesom hun guider dem i forhold til de tilbud, der findes på det psykiatriske område, så borgerne får den rette hjælp i tide, forklarer Lotte Vandel, der er leder af Socialservice, Integration og Misbrug i Solrød Kommune.
Åbner døre i distriktspsykiatrien
- Vi er så glade for at have fået Nina hertil, for hun giver ikke op, men bruger både sine faglige kompetencer og sit netværk til at finde løsninger, som ellers kan være svære for os i kommunen at få øje på. Det er for eksempel blevet meget nemmere at få etableret kontakt til de helt rette personer i regionens psykiatri, fordi Nina har detaljekendskabet og kan åbne døre, som ellers syntes lukkede for os – det kommer i den grad vores psykisk syge og psykisk udsatte borgere til gode, siger Lotte Vandel.
- Når vi skal have planlagt et godt ressourceforløb for en borger med psykiske problemer, er Nina den første, vi inddrager. Hun kender en del af vores borgere på forhånd, og alene det er en kæmpe fordel, siger Lotte Vandel videre.
Sammenhæng skaber glæde
For Nina Amland, der har arbejdet i kommunen siden december 2014, men altså nu i højere grad er tilknyttet jobcenteret som psykiatrisk sygeplejerske på tværs af kommune og region, er det også en glæde at være bindeled mellem to forskellige myndigheder og hjælpe udsatte borgere med at skabe sammenhæng:
- Når jeg møder borgerne, står de jo typisk i en svær situation, hvor det kan virke uoverskueligt at samarbejde med to myndigheder og mange forskellige sagsbehandlere, så borgerne bliver tit enormt positivt overraskede, når de opdager, at jeg hjælper dem både i kommunen og i regionen, siger Nina Amland.
pm