Mange vil være finansøkonomer
Stor søgning til Erhvervsakademi SydVests nye uddannelse
Erhvervsakademi SydVest oplever stor interesse for Finansøkonomuddannelsen, som begynder i Sønderborg efter sommerferien.
45 heraf 29 1. prioriteter har søgt ind på den nye Finansøkonomuddannelse.
Sønderborg Kommunes norgmester, Erik Lauritzen glæder sig over, at uddannelsen kommer godt fra start og ser frem til at få finansøkonomer til området:
"Finansøkonomuddannelsen er en god og meget anvendelig uddannelse, der giver gode karrieremuligheder i såvel den private som den offentlige sektor. Det gode ved erhvervsakademiuddannelserne er, at uddannelserne er målrettet arbejdsgivernes konkrete behov, fordi de studerende får både faglige og praktiske kompetencer," siger borgmester Erik Lauritzen.
Finansøkonomer arbejder med finansiering, forsikring, ejendomshandel og -administration. Erhvervsakademi SydVest oplever stor efterspørgsel fra erhvervslivet – både på praktikanter og færdiguddannede medarbejdere.
Interessen for at studere i Sønderborg stiger støt. Erhvervsakademi SydVest har tidligere haft som mål, at det samlede antal af studerende i Sønderborg skulle op på 200. Men med årets ansøgertal på 318 får erhvervsakademiet nu mere end 300 studerende i Sønderborg.