Fortsæt til indhold

Dømt for 'Blus'-hærværk

21-årige har fået betinget fængsel og samfundstjeneste for sin udåd med dåser og tuscher

Arkiv
Arkiv

Anklager om blandt andet graffitihærværk mod Lise Nørgaard-statuen i Algade, Røde Port samt en bygning tilhørende Roskilde Brandvæsen er endt med en dom til en 21-årig mand.
Blandt andet har manden fået en betinget fængselsdom på 40 dage, og han er blevet idømt 60 timers samfundstjeneste.
Hvad den omtalte samfundstjeneste skal udmønte sig i er op til Kriminalforsogen at afgøre.
Indtil videre er det ikke klart, hvad den 21-årige skal gøre for at arbejde de 60 timer af, men det ligger fast, at det skal gøres indenfor et halvt år.
Dommen om betinget fængsel får kun yderligere konsekvenser for manden, hvis han begår en strafbar handling indenfor det næste år eller undlader at udføre sin samfundstjeneste..

Privat erstatning

Udover de nævnte hærværksepisoder ligger der også andre ulovligheder bag dommen over den 21-årige mand.
Klostermuren, en række fiberbokse på Kong Valdemars Vej og graffiti på tog er nogle af de yderligere anklager, den unge mand har skullet stå til måls for.
Fælles for anklagerne er dog, at de stort set alle tager udgangspunkt i, at den 21-årige skulle have skrevet 'Blus' eller en variation af dette ord på steder, han ikke måtte.
Udover den betingede fængselsdom og samfundstjenesten har Retten i Roskilde også besluttet at konfiskere en mængde graffitiudstyr, der tilhørte manden.
Afgørelser om eventuelle erstatningskrav besluttede Retten i Roskilde at henligge til eventuelle private søgsmål mod den dømte.
hw