Samarbejde om syddansk kulturarv
Christiansfelds udnævnelse til verdenskulturarv skal bruges til markedsføring af Kolding men også af hele Region Syddanmark. Det mener turistchef hos Visit Kolding, Annemarie Michelsen.
“Der er i hele det syddanske område flere UNESCO-seværdigheder. Dem skal vi fortælle om og markedsføre os sammen med, for så kommer vi bredere ud. Når folk sidder i deres sommerhus på Vestkysten, skal de ikke kun have lyst til at besøge Nationalpark Vadehavet. De skal også besøge Christiansfeld. Ved at binde fortællingerne om Vadehavet, Jellingstenene og brødremenigheden sammen, vil vi kunne tiltrække flere,” lyder det fra turistchefen.
Annemarie Michelsen vil efter sommerferien arbejde for, at der skal laves en syddansk UNESCO-rute, der nævner alle de lokale steder.