Varerne er billige - samværet er gratis
Der er en særlig samhørighed blandt de frivillige , som arbejder i Kræftens Bekæmpelses genbrugsforretning.
Her dufter af kaffe. Selvfølgelig gør der det. På bordet i bagrummet står en halv kringle med mørk glasur. Selvfølgelig gør der det. Lugten af pudset kobber pudset i Brasso og hengemt tøj er også selvfølgelig. Vi er jo i en genbrugsforretning. Men vi gider ikke at snakke om de stereotyper, der selvfølgelig følger med sådan et sted. Det er meget sjovere at snakke om usædvanligheder, og der er altså noget lidt usædvanligt over Kræftens Bekæmpelses genbrugsforretning IGEN på Olaf Ryes Gade. Butikken har i alt 80 ansatte, som alle er der på frivillig basis. Det er der ikke noget usædvanligt i. Det er nærmere den følelse af frivillighed, man får, når man træder ind i butikken, der er noget særligt. Tag nu for eksempel 21-årige Marie Uth. En pige på den alder er lidt af et særsyn i en genbrugsbutik, hvor størstedelen af medarbejderne har mere end et par grå stænk i håret. Lige siden hun var lille har Marie Uth været med sine bedsteforældre, når de har arbejdet i butikken, og der er tilsyneladende noget ved forretningen, som bliver hængende hos en.
“Jeg har haft et sabbataår, og i den periode tænkte jeg, at jeg ville gøre noget nyt og gøre noget godt. Det er selvfølgelig altid godt med frivilligt arbejde på cv'et, men det er mest på det personlige plan, jeg får noget ud af at arbejde her. Her er jo masser af hygge, men folk er jo også så forskellige, så mine sociale kompetencer bliver vildt godt udviklet. Jeg synes faktisk, at mange på min alder misser en chance for at lære noget nyt ved ikke at gøre sådan noget som det her,” fortæller Marie Uth.
Arbejdet er et frirum
For det er naturligvis ikke kun på grund af hyggen, at de frivillige bruger tid i butikken. De er her også for at skabe værdi for Kræftens Bekæmpelse, og det er der mange forskellige måder at gøre på. Overskuddet fra de 12 forretninger rundt om i landet går til Kræftens Bekæmpelses arbejde. Derfor er et stort vareflow nødvendigt, ligesom alle de ting, som folk afleverer til genbrug, bliver vurderet og behandlet, så køberne får gedigne og brugbare antikke genstande med sig hjem.
Men der er også en underliggende værdiskabelse i frivilligheden i IGEN. Flere af medarbejderne har eller har haft kræften tæt inde på livet, og derfor fungerer en arbejdsdag også ofte som en form for terapi eller erfaringsudveksling imellem de frivillige. Tag nu for eksempel Bente Kjær. Hendes mand er ramt af kræft. Selv er hun på efterløn, og det betyder, at der kan være lange perioder, hvor hun går derhjemme med tankerne om sin mands sygdom.
“Jeg bruger helt klart arbejdet her som et frirum. Det er et sted at få noget andet indhold i hverdagen, for folk er meget åbne for at hjælpe og klar til at snakke, hvis man har brug for det. Alle har en stor interesse i at skabe værdi for Kræftens Bekæmpelse, og så opstår der altså et stærkt kammeratskab. Derfor er det også meget vigtig for mig at komme her og udfylde min plads,” fortæller Bente Kjær.
Der er 12 IGEN forretninger i Danmark. De er med til at samle penge sammen til støtte for de 35.000 mennesker, der hvert år bliver ramt af kræft. Ønsker du at blive frivillig i IGEN i Kolding finder du forretningen på Olaf Ryes Gade 7D, eller kontakt butikken på telefon 75 52 40 88.