Hvor er kommunens moralske kompas?

Man siger, at et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste medborgere. Er det sandt, må man konstatere, at der er plads til forbedring i Esbjerg Kommune.

For godt et år siden skrev undertegnede et portræt af Henrik Hamann Nielsen. En ung mand lidt ud over det sædvanlige. Både fordi han er spastisk lammet, men endnu mere fordi han er en 23-årig ung mand, der nægter at lade sig slå ud af det lod, der blev ham tildelt ved fødslen, hvor hans navlestreng havde viklet sig rundt om halsen, så han blev hjerneskadet.

Han har kæmpet sig til en uddannelse som salgs-assistent i Bilka, og det var på fuldstændig lige fod som sine 'normale' medstuderende, for "det forlangte han simplethen," som sektionschef i Bilka Esbjerg Knud Dreier sagde.

Som beskrevet i artiklen i denne uges avis har Esbjerg Kommune nu valgt at fratage Henrik ledsagerordningen, så han fremover vil have vanskeligt ved at besøge sin familie, komme i svømmehallen og tage på ferie. Man dækker sig ind bag jura og henholder sig til ankestyrelse og servicelov, mens Henrik får at vide, at det skyldes, at han 'ingen problemer har med at færdes i nærmiljøet.'

Man kan jo spørge sig selv, hvad der er nu pludseligt er ændret i forhold til de sidste fem år, hvor han er blevet tildelt ordningen? I hvert fald ikke Henriks hjerneskade og handicap. Nej, det er vel i bund og grund kun, at kommunen har fundet ud af gældende praksis på området.
Bedre sent end aldrig, bare ikke for Henrik.

Hytten var betalt

Meget kan man mene om, at kommunen nu tager ledsagerordningen fra Henrik - og formentlig også andre - ved hjælp af juridisk rygdækning. Men det er nu engang sådan, det er.

Men man skal godt nok have en ualmindelig veludviklet mave for ikke at blive lidt smådårlig, når man opdager, at kommunen i samme moment som den tager en handicappet persons ledsagerordning også snupper de 70 ledsagertimer, som vedkommende har opsparet. Vel at mærke med bagudvirkende kraft.

Timer, som Henrik har undladt at benytte, således at han kan kunne spare dem sammen og komme på ferie ved hjælp af en ledsager. Og for at gøre ondt værre, ja så sender kommunen brevet en uge inden, at Henrik skal af sted. Behøver jeg skrive, at hytten var betalt?

Hvor om alt er, så lader denne sag ærlig talt meget tilbage at ønske i forhold til, hvordan man behandler sine, ikke svagest, men sværest stillede medborgere. Det er muligt, at kommunen har juraen på sin side i denne sag. Men det moralske kompas kunne godt klare et eftersyn..