Fortsæt til indhold

"Det er en stor lettelse"

Arkiv
Rune Weitling

Selv om sagen ikke er endeligt afgjort, så skriver Ankestyrelsen blandt andet til Henrik Hamann Nielsen:

“Vi vurderer, at kommunens afgørelse ikke opfylder forvaltningslovens krav til begrundelse. Vi lægger vægt på, at kommunen tidligere har bevilget dig ledsageordning efter servicelovens § 97. Når kommunen giver afslag på en i forvejen bevilget ledsageordning, er der et skærpet krav til begrundelsen. Vi finder det ikke godtgjort, at du kan færdes på egen hånd i dit nærmiljø.”
Det glæder naturligvis Henrik:

“Det er da en stor lettelse endelig at få bekræftet fra højeste sted, at man har ret. Denne her sag har virkelig påvirket mig gennem de 10 måneder, den har stået på. Jeg blev ikke overrasket over afgørelsen, jeg blev mere lettet over, at ankestyrelsen havde sans nok til at se det rigtige i min situation. Jeg har igennem dette her forløb været i kontakt med flere fagfolk, blandt andet socialrådgivere, psykologer med speciale i spastikere, ja faktisk også en politikker i folketinget, som var direkte imod Esbjerg Kommune. Det gav mig håb i denne svære situation, som nu ser ud til at falde ud til min fordel. Jeg venter dog stadig på brev fra Esbjerg Kommune.”

Hvordan synes du, at kommunen har håndteret din sag?

“Under alt kritik. Jeg har tre gange, inden de sendte det videre til ankestyrelsen, begrundet, hvorfor jeg skal have en ledsager. Alligevel gav de afslag og sendte det i ankestyrelsen, som nu omstrider det. Jeg synes faktisk også, at kommunen kan takke Henrik Vallø (formand for Social og Arbejdsmarkedsudvalget, red.) for, at den ikke sidder helt med håret i postkassen. Efter at han indvilgede i et lille debatmøde med mig, så kunne han godt se det rimelige i min forklaring og hjalp med at få en midlertidig ledsagerordning bevilliget.”

Har du et råd til andre, der også kæmper mod systemet?

“Ja. Først og fremmest skal man sætte spørgsmålstegn ved systemets dom, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet. Dernæst skal man sørge for ikke at stå alene i kampen, altså kontakte en interesseorganisation eller fagfolk som har uddannelsen til at guide en. Jeg kontaktede Spastikerforeningen, som har den rette ekspertise til at kunne støtte og vejlede folk med mit handicap. Jeg har jo cerebral parese, men Esbjerg Kommune sammenlignede mig med en person med Downs syndrom.”

Fra avisens artikler tidligere på året, hvor vi afdækkede, hvorledes kommunen pludselig fratog Henrik ledsagerordningen samt hans opsparede timer.