Fortsæt til indhold

Henrik tog første runde i Ankestyrelsen

Arkiv
Rune Weitling

Henrik Hamann Nielsen var en ualmindelig lettet mand, da han forleden havde åbnet og læst det svar, som Ankestyrelsen havde sendt til ham. Første runde gik til ham.

“Ankestyrelsen har behandlet din klage over Esbjerg Kommunes afgørelse af 13. januar 2015 om afslag på ledsagelse. Resultatet er: Kommunen skal behandle din sag igen og træffe en ny afgørelse. Det betyder, at kommunens afgørelse ikke gælder (...). Vi bemærker, at kommunen som følge af hjemvisningen fortsat skal bevilge dig ledsagerordning.”

Sagen handler kort fortalt om, at Esbjerg Kommune for næsten et år siden pludselig fratog Henrik hans ledsagerordning. En ordning, han havde haft i fem år. I
Ikke nok med dét, kommunen tog også i samme moment alle Henriks opsparede timer, som han skulle bruge på en allerede betalt ferie, hvor han blandt andet kunne komme i varmtvandsbassiner for at pleje de muskler, der er på overarbejde, når man er spastiker. Henrik lider nemlig af Cerebral Parese. Eller med andre ord; Henrik er spastisk lammet.

Hårdere end fagprøve

Kommunen begrundede fratagelsen med, at Henrik efter dens opfattelse nu godt kunne færdes i nærmiljøet. Blandt andet fordi han kæmpede sig vej til ud til sit arbejde hos Bilka Esbjerg fra midtbyen, når han ikke kunne komme med bussen af den ene eller anden grund.
Det gør Henrik, fordi han ønsker at kunne selv. Men at gå på et vådt svømmehalsgulv med en hjerneskade og en nedsat finmotorik, det kan han altså ikke. Selv om han hjertens gerne ville.

“Derfor forstod jeg heller ikke, at de bare fra den ene dag til den anden kunne fratage mig ordningen. Mit handicap er jo helt uændret, så det er som om, man skal straffes for at klare sig selv. Så denne tur var både sværere og hårdere, end da jeg kæmpede mig til et 12-tal i min fagprøve på lige fod med alle andre. Men jeg er meget lettet over Ankestyrelsen foreløbige afgørelse,” siger Henrik til Lokalavisen Esbjerg.