Jørn P må føle sig snydt og brugt
Jakob Esmann (S)
Rådmandsgade 88, st.tv. 2200 København N
Min hjembys borgmester Jørn Pedersen (V) må føle sig snydt og brugt af sine kolleger på Christiansborg. For før valget skrev Jørn Pedersen og resten af Venstres borgmestre under på et brev, hvor der stod følgende:
”Når Socialdemokraterne … desværre forfalder til at prøve på at bilde danskerne ind, at Venstre vil lave massive nedskæringer i kommunerne, så må vi reagere. Det er et ærgerligt lavt niveau i en valgkamp. Og det er naturligvis ikke sandt.”
Men det, der ifølge Venstre-borgmestrene var usandt, blev til virkelighed efter valget. Fra regeringskontorerne tvinger Venstre nu kommunerne til at spare yderligere 1% årligt og aflevere pengene til regeringen. Jørn Pedersen var da også hurtig til at kritisere tvangsafgiften. Forleden advarede han på TV imod, at ”det vil være ren massakre i velfærden”, for der er ”ingen lavthængende frugter tilbage”, som Jørn Pedersen har udtalt det.
Jørn Pedersen afviste selv med sin underskrift, at Venstres politik ville betyde nedskæringer i kommunerne. Men nu er det altså Venstre-regeringens politik. Og det kommer også til at kunne mærkes på velfærden i Kolding Kommune.