“Jeg havde fa’me aldrig troet, jeg skulle til Amerika”

Livets veje er uransagelige. Da Ludvig Dittmann for 11 år siden blev morfar til Malthe, vidste han ikke, at det netop er barnebarnets vanskelige opvækst og situation, der skulle ende med at bringe den 66-årige pressefotograf til USA.


“Jeg havde fa'me aldrig troet, at jeg skulle komme til Amerika,” konstaterer Ludvig Dittman tørt.


Og da han for fire år siden købte en standard herrecykel efter ikke at have siddet på en cykel i “jeg ved ikke hvor længe”, for at kunne cykle sammen med sin kone, anede han da på ingen måde, at det er fra to hjul, han skal opleve det enorme land.

Samler ind på cykel

Lørdag den 1. august sætter Ludvig Dittmann sig i flyet sammen med sin datter Pernille - moderen til Malthe - for at tilbagelægge godt 750 kilometer på cykel i USA. Formålet er at samle penge ind til organisationen KidsAid på den episke cykelrejse Kidsaid Across America.

KidsAids hovedformål er at støtte syge børn, der er indlagt på landets hospitaler ved at arrangere store og små begivenheder, der giver børnene lov til at “holde fri” fra deres sygdom og føle sig som et normalt barn. Her kommer barnebarnet Malthe ind i billedet.

Siden han var et år gammel er han røget ind og ud af sygehusene på grund af et kognitivt handicap, som der endnu ikke er fundet en diagnose på. Læg dertil et par omfattende rygoperationer, fjernelse af nogle skruer fra operationen, der var ved at trænge igennem huden og senest en af uvisse årsager brækket fod, så har du en fornemmelse af Ludvig Dittmanns incitament til at drage på cykeltur.


“Da de begyndte at snakke om det, tænkte jeg, at det lød virkelig spændende. Det ville jeg gerne prøve. Jeg har set mange af de oplevelser, som Malthe har haft, når han har været indlagt, og jeg har set, hvordan børnene rundt omkring har fået store oplevelser, som har givet dem nogle lyspunkter i deres hverdag. Det kan KidAid give dem med de penge, vi samler ind,” fortæller Ludvig Dittmann.

Ikke mere yoghurt

I maj købte han sin første landevejscykel og er derfra gået i skarp træning. Der er smeltet nogle kilo af kroppen. Kosten er lagt om. Skyr i stedet for yoghurt til morgenmad. Personlig træner. Han mener det. Det endda på trods af, at han aldrig rigtig for alvor har dyrket sport. Det har børnene og konen sørget for. Men her er der et større formål, og det ansporer ham.


“Da jeg første gang cyklede 60 kilometer, var jeg stolt. Da jeg rundede 100 kilometer første gang, føltes det virkelig skønt, for det jeg tænker på, når jeg knokler rundt ude på landevejen er, at jeg gør det for et formål,” fastslår Ludvig Dittmann.


Og så afskrækker det ham ikke synderligt, at han nok kommer til at stå over for nogle lidt større stigninger end Skamlingsbanken.


“Jeg kan nok se frem til lidt flere rynker i landskabet derovre, men hvis bakkerne er for stejle, er der jo ikke andet for end at hoppe af og trække op. Men det gode ved, at det går opad, er jo at det går nedad bagefter. Det er der, jeg er god,” griner den 66-årige kommende Amerika-rejsende.