Tricktyven Jane
En tricktyv, der kalder sig Jane, var onsdag eftermiddag i aktion i en lejlighed på Fælledvej. Jane ringede på hos en 87-årig kvinde og præsenterede sig som en repræsentant fra Roskilde Kommune, der skulle tjekke om de ældre beboere i området manglede noget. Jane ville også gerne tjekke den 87-åriges blodtryk. Det skete blandt andet ved at Jane tog en guldhalskæde af den 87-årige og lagde den på køkkenbordet. Kort tid efter oplyste Jane, at hun skulle videre med til den næste. Hun forsvandt fra stedet og det samme gjorde guldhalskæden. Politiet har følgende beskrivelse af Jane: 30-35 år, 167-170 cm høj, almindelig kropsbygning, mellemlangt brunt hår, mellemøstlig af udseende. Hun talte dansk med accent. Har man set Jane, vil politiet gerne have et tip på telefon 114.