Fortsæt til indhold

Verdenseliten mødes til ny dyst om titlen

Guderup på Als bliver - næsten - Verdens centrum når der til efteråret påny er VM i Synnejysk

Arkiv
Peter Rasmussen

Lørdag, den 12. september afholdes der igen Verdensmesterskab i Synnejysk i Guderup. En forrygende dag, hvor der skal dystes i den sønderjyske dialekt, historie og kultur og hvor både deltagere og publikum helt sikkert vil få mange gode grin, en masse sønderjysk snak og det bedste fra det sønderjyske køkken.
Der vil komme deltagere fra hele verden (næsten), så alle varianter af dialekten vil kunne høres gennem hele dagen, der starter kl. 10.00 og slutter med kåringen af Verdensmesteren kl. 17.00.
Det er muligt at tilmelde sig verdensmesterskabet. Man kan læse om betingelserne og købe billetter til dagen på hjemmesiden www.visitsonderjylland.dk. Samtidig kan de seneste nyheder følges via VM i Synnejysks facebook-side.
Verdensmesterskabet foregår i Guderup Hallen og der vil være plads til ca. 700 tilskuere.
Verdensmesterskabet i Synnejysk 2015 arrangeres af foreningen 'VM i Synnejysk', der består af forskellige organisationer med afsæt i den sønderjyske dialekt, kultur, historie og turisme.
”Vi håber, at sønderjyder fra hele Verden vil støtte op omkring arrangementet, der naturligvis har som hovedformål at finde Verdensmesteren i Synnejysk, men som også har det sigte at vise, at ting faktisk sagtens kan lade sig gøre i denne del af landet, at vi har en masse at byde på og være stolte af og endelig – vi kan grine af det hele, især af os selv," siger formanden for VM i Synnejysk, Keld Aaes.
VM i Synnejysk 2015 får besøg af ingen ringere end standup-komikeren Thomas Warberg, 'Den Tryllende Kok' og duoen Nimm2, så der er lagt op til en rechte gemytle daw i Gu'rup.