Fortsæt til indhold

Tilfredse kunder og dyre indlånskroner

Frøs Herreds Sparekasse kan igen fremvise overskud og ligger nu i top 3 over pengeinstitutter med de mest tilfredse kunder

Arkiv
Arkiv

Traditionen tro aflægger Frøs som det første pengeinstitut i Norden halvårsregnskab for 2015, lyder det indledningsvis i den netop udsendte pressemeddelelse fra pengeinstituttet. Heri kan man også læse, at sparekassen i første halvår 2015 rykkede fra en 28. plads til en 19. plads over landets mest robuste pengeinstitutter (NIRO Invest), og at man i den nye 'Bankanalysen 2015' ligger i top 3 over pengeinstitutter med de mest tilfredse kunder.
"De tilfredse kunder fortæller om sparekassen til venner og bekendte, og det er baggrunden for, at vi har fået 2.251 nye kunder i første halvår mod 1.850 i samme halvår 2014. Inden for de seneste tre år har vi fået 12.000 nye kunder. Det er en tillidserklæring og meget positivt,” lyder det fra Kurt Jensen, administrerende direktør i Frøs.

Dyre indlånskroner

Indlånet er steget med 4 procent fra 4.534 mio. kroner til 4.708 mio. kroner i forhold til samme halvår 2014. Udlånet er gået tilbage med 2 procent fra 2.643 mio. kroner til 2.592 mio. kroner i forhold til 30. juni 2014. Det betyder, at Frøs i dag har et overskud af indlånskroner på over 2 mia. kroner.
”Nationalbanken straffer Frøs og andre små og mellemstore pengeinstitutter for at have været forsigtige og passet godt på kundernes indlånskroner. De små pengeinstitutter betaler markedsrenten på minus 0,75 procent for at have penge til at stå i Nationalbanken. Til sammenligning har Danske Bank fået lov til at sætte 48 mia. kroner ind i Nationalbanken uden at skulle betale negativ rente. Vi har alene kunnet placere 300 mio. kroner til 0 procent i rente, og det dækker langt fra vores behov,” forklarer Kurt Jensen.
Derfor har Frøs været nødt til at placere endnu flere midler i obligationer, som har givet et kurstab på 8 mio. kr. Samlet er der en kursgevinst på 800.000 kroner mod 7,1 mio. kroner i samme halvår 2014.
Frøs har desuden betalt 4,7 mio. kroner til nødlidende pengeinstitutter gennem Indskydergarantifonden, samt foretaget en nedskrivning på 2,3 mio. kroner vedrørende hovedsædet i Rødding i forbindelse med en større renovering.

Svære tider

Samlet set kommer Frøs ud af halvåret med 2,9 mio. kroner i overskud før skat. Nedskrivningerne beløber sig til 37 mio. kroner mod 26 mio. kroner for et år siden.
”Mens vi går og bekræfter hinanden i, at krisen er ovre, så er sandheden, at landbruget, de små virksomheder og detailhandlen stadig har svære tider. Ikke mindst i en del af den geografi, som vi dækker i Frøs,” siger Kurt Jensen og fortsætter:
”Vi har mange dygtige landbrugskunder, men lave afregningspriser på både korn, svinekød og specielt mælk samt skrappe rammevilkår har sat flere af vore landbrugskunders økonomi under pres, og det koster os 24 mio. kroner i yderligere nedskrivninger på erhvervet her i 1. halvår af 2015.”
Kurt Jensen glæder sig derfor over, at den nye regering har lovet at lette rammevilkårene for landbruget og har genindført håndværkerfradraget. Kurt Jensen og Frøs har i en årrække kæmpet for lige konkurrencevilkår Tyskland og Danmark imellem med hensyn til dåsepant i forbindelse med grænsehandlen. Bl.a. har Frøs stået bag en grænsehandelskonference og en henvendelse til Angela Merkel. I foråret blev det endelig besluttet at indføre dåsepant ved grænsen.
”Landbruget har brug for en håndsrækning, og genindførelsen af håndværkerfradraget vil gavne mange af vores håndværkere. Detailhandlen i Syd- og Sønderjylland får bedre vilkår at konkurrere under med de nye ændringer. Det er fortjent og gavnligt for udviklingen i vores landsdel,” mener Kurt Jensen.

Fakta
Frøs Herreds Sparekasse har 11.000 garanter og hører til de 10 største sparekasser i Danmark.
Sparekassen har 145 medarbejdere fordelt på 11 afdelinger i Rødding, Gram, Vejen, Ribe, Haderslev, Esbjerg, Kolding, Vejle, Fredericia, Aabenraa og Sønderborg.