Fortsæt til indhold

Status quo hos UC Syddanmark

I Aabenraa vil færre være pædagog, mens flere vil være socialrådgiver

Arkiv
Arkiv

Syd- og Sønderjyllands største uddannelsesinstitution UC Syddanmark oplevede ved kvote 1 fristens udløb søndag, at det samlede antal ansøgere faldt 0,3 procent. Det kan betegnes som status quo. I forhold til det samlede antal ansøgninger sidste år er faldet et minus på 17 personer i absolutte tal. Og det tal skal ses i lyset af cirka 6.500 studerende ved UC Syddanmark.
"Det er sådan set ikke tal, der kommer bag på mig. At vi samlet set lander på samme antal ansøgere som sidste år og ikke en stor stigning er forventeligt, og som primært skal finde sin årsag i, at finanskrisen er et overstået kapitel. Under finanskrisen var det ikke helt så nemt at finde et job og slet ikke et ufaglært job. Det er på vej til at blive noget lettere. Dermed er der også en del mennesker, som igen vælger at arbejde fremfor at uddanne sig," siger UC Syddanmarks rektor Birthe Friis Mortensen.

Flere sygeplejersker

Bag det samlede antal ansøgninger gemmer der sig nogle positive tendenser.
F.eks. er sygeplejerskeuddannelsen med en stigning på 18 procent i forhold til 2014 en af de uddannelser, som viser markant vækst. Det er muligt at blive sygeplejerske ved UC Syddanmark i henholdsvis Sønderborg og Esbjerg.
"Det er bemærkelsesværdigt, og jeg ser ikke nogen indlysende årsag til, at det ser sådan ud. Jeg kan konstatere, at der er fuld beskæftigelse i sygeplejerskefaget, og der er kommet lidt mere ro over det. Det bliver ikke talt ned, som der nok var en tendens til for bare få år siden," siger Birthe Friis Mortensen.
Kvote 1 ansøgninger er alene baseret på ansøgernes karaktergennemsnit, mens kvote 2 ansøgninger er en kombination at karakterer og andre erfaringer. Det kan f.eks. være rejser, højskoleophold og tidligere beskæftigelse.

Campus Aabenraa oplever en nedgang i antal ansøgere.

Tilbagegang i Aabenraa

Det samlede antal ansøgere til Campus Aabenraa er gået tilbage fra 721 sidste år til 674 i år. Det dækker dog over en fremgang i antal ansøgere til socialrådgiver-uddannelsen og en tilbagegang til pædagog-uddannelsen.