Sommerstemning i Galleri Nørregade
KØGE: Der er masser af sommerstemning i Galleri Nørregade, Nørregade 8 i Køge.
Flere og flere fine ting finder vej til hylder og vægge i det lille charmerende galleri i den gule gård med indgang fra gågaden.
Her i sommerperioden har galleriet udvidet sin åbningstid, så læg mærke til skiltet på gaden, der betyder velkommen til kunst-kig.
Den faste åbningstid er lørdag kl. 11.00-14.00, hvor det altid er muligt at træffe indehaveren, billedkunstner Birgit Brænder.
- Jeg kan mærke, at mine kunder er glade for, at de både kan se på kunst i galleriet, selvfølgelig også købe det, men det er også muligt at finde den lille originale gave til en rimelig pris, selv om der er tale om unika-produkter, siger Birgit Brænder.
Nyt er f.eks. de fine glaskar hentet hjem fra en glaskunstner i Randers – Randi Saaby Bang. Ligeledes forhandler galleriet nu flotte, indiske håndlavede silketørklæder.
Birgit Brænders egne små værker – både ”Paperbag-Art”, indrammede billeder på poser, samt ”Puslespils-brikker” er ligeledes særdeles populære.
Disse små værker bliver til i de perioder, hvor jeg måske kæmper med mine større ting og får brug for en pause fra dem for igen at kunne vende tilbage med friske øjne.
- Tiden udnyttes og billedarbejdet fortsættes på denne måde – men med en mere legende og uforpligtende tilgang, som jeg tror, er sund for både mig og for værkerne, fortæller Birgit Brænder.
pm