FC Fredericia skriver kontrakt med Podstavek
Efter godt og vel to ugers prøvetræning er FC Fredericia og slovakiske Matej Podstavek blevet enige om en etårig aftale. FC Fredericia har forstærket truppen med den 24-årige slovakiske forsvarsspiller, som senest har spillet i den bedste tjekkiske række for klubben SK Dynamo Ceske Budejovice.
Den centrale forsvarsspiller har været til prøvetræning på Monjasa Park siden sæsonens første træningsdag, og her har Podstavek efterladt et rigtig godt indtryk på træningsbanen og i de testkampe, han har deltaget i.
“Matej har vist sig rigtig fint frem, mens han har været her, og han har overbevist os om, at han er en spiller, vi skal satse på. Især i de to træningskampe mod henholdsvis Sønderjyske og Dynamo Dresden har han gjort det rigtig godt. Matej er ikke bare en urutineret spiller, men kommer med erfaring fra den bedste tjekkiske række. Han har en god alder, han er god i luftrummet, og så er han en god fyr, som har vist, at han ikke har nogle problemer med at falde ind på holdet eller i omklædningsrummet,” siger cheftræner, Ove Pedersen.