Fortsæt til indhold

Prindsen går konkurs

Byens ældste hotel opgiver at få styr på økonomien og det undersøges nu, om forretningen kan fortsætte

Arkiv
Henrik Wanscher

Siden sin etablering tilbage i slutningen af 1600-tallet har Hotel Prindsen i Algade har en begivenhedsrig historie med blandt andet brand, berømte gæster og Matador.
Nu er hotellet igen kommet i vælten for driftsselskabet bag Hotel Prindsen er blevet taget under konkursbehandling.
Roskilde Avis har været i kontakt med ejer af Hotel Prindsen, Anette Huld, der henviser til advokatfirmaet Bruun og Hjejle, som står for konkursbehandlingen
Her meddeler man, at kurator Henrik Poulsen er i gang med at se på, hvorvidt det lader sig gøre at fortsætte driften af det gamle hotel på trods af konkursen.
Hvis det skal kunne lade sig gøre, forudsætter det, at kurator kan finde en køber til Hotel Prindsen, da det konkursramte driftselskab ikke må fortsætte.
I morgen skal kurator være klar med en plan for, hvad der skal ske med hotellet.

Fallit ved fejltagelse

For gæster betyder konkursen, at alle med planlagt udtjekning efter 16. juli kan forvente at høre nærmere angående deres ophold, når kurator Henrik Poulsen fra Bruun og Hjejle har set på sagen.
Folk med udtjekning op til 16. juli bliver ikke påvirket af konkursen.
Tumult har altid været en del af Hotel Prindsens historie.
Blandt andet brændte hotellet i forbindelse med en bybrand i 1731, men Prindsen rejste sig fra asken.
Ordet konkurs er heller ikke et fremmed begreb for virksomheden.
Så sent som i 2011 blev Hotel Prindsen erklæret fallit.
Den gang var der dog tale om en fejltagelse, hvor et blad forvekslede Roskilde-virksomheden med et hotel i Næstved.

hw@roskildeavis.dk