Fortsæt til indhold

Øget flygtningestrøm skal ikke skubbe permanente brugere ud af KUC

Arkiv
Arkiv

Knud Erik Langhoff (K)
Medlem af børne- og
uddannelsesudvalget
Tanya Buchreitz Jensen (V)
Formand for fritids- og
idrætsudvalget
Og Søren Rasmussen (DF)
Medlem af fritids- og
idrætsudvalget

Der skal ikke være tvivl om, at vi i Kolding skal behandle flygtninge og indvandrere ordentligt.

Men det må ikke være på bekostning af frivillige foreningsdeltagere og aftenskoleelever, der er permanente brugere af Kolding Uddannelsescenter.

KUC rummer i dagligdagen rigtig mange aktive Kolding borgere, der uddanner sig på den ene eller den anden måde. Uddannelsescenteret har igennem mange år dannet ramme om uddannelse og frivillige foreninger, og det skal KUC også gøre i fremtiden.
Det hersker ingen tvivl om, at flygtningestrømmen i øjeblikket er stor. Men med regeringens opstramning, der er lavet i samarbejde med Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, så er situationen, og dermed er behovet for ekstra undervisningslokaler, midlertidigt.

Det øgede behov for undervisningslokaler må sprogskolen derfor dække ved hjælp af midlertidige lejemål.

Vi siger et stort nej til at overlade hele Kolding Uddannelsescenter til Sprogskolen. Et stort nej, fordi et ja ville jage stort set alle nuværende permanente brugere, ud af Uddannelsescenteret.