Brillekup i mørket
Profil Optik på Ro’s Torv havde ubudne gæster, der stjal for mere end 150.000 kroner
I ly af nattens mulm og mørke besluttede to forbryderiske sjæle sig for, at de havde brug for solbriller til en samlet værdi på mindst 150.000 kroner.
Beslutningen kom til at gå udover Profil Optik på Ro's Torv.
De to kriminelle brød ind i forretningen i løbet af natten til tirsdag.
Politiet kan ikke fastslå det præcise tidspunkt for, hvornår de to brød ind i butikken, men overvågningsmateriale fra indkøbscentret hjælper til at indsnævre mulighederne.
På overvågningen har politiet fundet frem til, at to hætteklædte mænd i sort tøj brød en skydedør op og gik ind i centret kl. 1.45 natten til tirsdag 21. juli.
120 solbriller
Forbryderne kom ind i Profil Optiks lokaler ved at smadre en butiksrude.
Da de havde fået adgang til stedet, gik de på rov blandt forretningens varer.
Inden de stak af fra gerningsstedet, havde tyvene snuppet mindst 120 solbriller i mærker som Marc Jacobs, Fendi og Rayban.
Ordensmagten er nu i gang med tekniske undersøgelser af den ramte butik, der forhåbentlig kan sætte dem på sporet af de ansvarlige.
Hvis man har informationer, der kan hjælpe politiet på vej, kan man ringe på telefon 114.
hw