Fortsæt til indhold

Gratis børnefilm og Far Til Fire-casting

Madsby Legepark byder på gratis børnefilm under åben himmel. Og måske kan man komme med i en Far Til Fire-film

Arkiv
Arkiv

Lørdag den 25. juli og søndag den 26. juli kan hele familien hygge sig med gode film i det fri, når Børnefilmfestivalen rammer Madsby Legepark i Fredericia.
Begge dage fra klokken 10 vises børnefilm på storskærmen ved det store græsområde i skoven ved Tarzanbanen. Her står den på Far til fire-film hele søndag, og går man selv med en lille drøm om at være med i den næste film i serien, så kan man tage til åben casting begge dage.
Sammen med ASA Film giver Børnefilmfestivalen nemlig alle børn i Danmark muligheden for at vinde en statist-rolle i den populære børnefilm. Rollen i filmen er ikke begrænset til køn eller alder, så alle mellem fem og 17 år kan deltage. Man skal blot forberede en monolog på et minut eller to, skuespil eller anden form for optræden. Rollen tilpasses vinderen, så det handler om at være kreativ og skille sig ud under castingen.
Alle børn, der bliver castet får en Far til Fire-plakat og chancen for at vinde biograf-billetter til Nordisk Films biografer.

Tag madpakken med

Børnefilmfestivalen er gratis og foregår under åben himmel, så man kan sidde, hvor man har lyst. Skulle der komme en regnbyge eller to, bliver der sat et telt op, så man kan nyde sin film i tørvejr.
Det er en god idé at medbringe et tæppe og stole, og så er man velkommen til at pakke madkurven og nyde den til en god film i det fri.
Udover Børnefilmfestivalen vil man kunne bruge legeparkens øvrige aktivitetstilbud.