Takt og tone i ghettoen
Kultur kan i de forkerte hænder hurtigt gå hen og blive et højtsvævende begreb, der henviser til kringlede franske film og klatmalerier,
For administrerende leder i Roskilde Synger Jacob Heide Madsen er kultur noget langt mere håndgribeligt.
I hvert fald med hensyn til den musik, han er i fuld gang med at brede ud over domkirkebyen.
Han mener, at hvis man kan få folk til at dyrke kultur gennem musikken i fællesskab, kan det også være med til at give dem en fælles indgang til hverdagen.
Teorien ønsker han at afprøve i praksis, og Jacob Heide Madsen er i gang med at stable et projekt på benene, der skal tilbyde musikalske aktiviteter for beboerne i Rønnebærparken og Æblehaven.
De to kvarterer er begge på den såkaldte ghettoliste, og lederen fra Roskilde Synger har en drøm om, at musik på sigt kan være med til at drive området i en anderledes retning.
- Projektet er et hjertebarn for mig, for jeg tror man kan skabe forandring og samling igennem musik og kultur, fortæller Jacob Heide Madsen og fortsætter:
- Udfordringen er at skabe noget, der rækker bredt, for der er mange kulturer i det område.
Stomp og gode kontakter
Ifølge Jacob Heide Madsen er det ikke spørgsmål om, at projektet vil forsøge at hjernevaske beboerne ved at tvinge hele Grundtvigs sangkatalog ned i halsen på dem.
Selvom han ikke vil udelukke, at der kan snige sig en sang eller to fra højskolesangbogen ind i aktiviteterne, sigter man efter at lave musikalske oplevelser af en bredere art.
Blandt andet fortæller Jacob Heide Madsen, at han er i gang med at se på mulighederne for at lave Stomp, som er en særlig slags rytmisk musik, hvor man slår på tønder, gryder og lignende, til en del af projektet.
I sidste ende er det hans drøm, at deltagerne fra Æblehaven og Rønnebærparken om et år kan stille sig op og optræde til en byparkskoncert.
Roskilde Syngers leder er dog helt klar over, at han skal kæmpe for at få projektet på vingerne.
- Vi kan lave rammer, men vi kan ikke tvinge folk til at deltage.
- Men vi arbejder hårdt på at få nogle gode kontakter i området, som kan være med til at få folk til at dukke op.
hw